torsdag den 28. april 2011

"Thor": Brie møder Hiddleston, Branagh og Hemsworth

I dag får Marvel-filmatiseringen "Thor" premiere i mere end 60 danske biografer. Og jeg kan med nogen lettelse konstatere, at når man først ser, hvad Kenneth Branagh har fået ud af Stan Lees måske mest bizarre superhelt, undrer man sig ikke længere over, at Mr. Shakespeare har valgt at instruere en blockbuster om en blond tordengud og hans boomerang-hammer.



Takket være Branaghs sikre hånd og et engagerende hold skuespillere (anført af Anthony Hopkins, Natalie Portman og Stellan Skarsgård) rammer tonen i "Thor" den helt rigtige, hårfine balance. Filmen er behørigt grandios og dramatisk, som et epos om guder bør være. Samtidig er "Thor" et overraskende morsomt superhelteeventyr, der viser overskud og glimt i øjet uden at tippe over i ironi eller kitsch, hvilket tegneserien ellers indbyder rigeligt til.

I denne uges filmtillæg i Politiken (28. april 2012) samt længere nede i dette indlæg kan du læse mit interview med Kenneth Branagh, som jeg mødte i London. Den yderst veltalende og karismatiske brite går bl.a. i detaljer med, hvordan man holder fokus, når man arbejder på en kæmpe superheltefilm.

Det er også mig, der har tilrettelagt det indslag om "Thor", som DR's "Troldspejlet" viser fra på lørdag (30. april). Her røber Chris Hemsworth (Thor) sin fortid som kikset fastelavns-Robin, mens Tom Hiddleston (Loke) mindes, hvordan han sad og nørdede over oplysningerne på sin barndoms superheltekort: "Galaktus var sej, han kunne spise verdener!"



INTERVIEW MED KENNETH BRANAGH:
> Mellem Shakespeare og superhelte
Brian Iskov i Politiken Film, 28. april 2011

Hvad har Macbeth og Marvel til fælles? Masser, hvis man spørger Kenneth Branagh. I sin aktuelle film som instruktør har Shakespeare-eksperten kastet sig over superheltene med guden Thor som sin hammersvingende stjerne. Politiken har mødt Branagh i London.

Kenneth Branagh bag kameraet på "Thor" | pr-foto

En blond tordengud kastes ned fra sin sky uden sin magiske hammer. På Jorden forelsker han sig i en køn kvindelig astrofysiker, men så går hans stedbror amok i Asgård og sender en gigantisk dødsstrålerobot til New Mexico for at pulverisere brormand.

'Hamlet' er det sandt for dyden ikke, den nye Marvel-spillefilm om superhelten Thor. Så hvad laver Kenneth Branagh som indpisker på dén galej? Shakespeare-geniet, der blev udråbt til sin generations Olivier og lagde britisk teater for sine fødder, inden han fyldte 30?

Over en højt skattet kop te røber den nu 50-årige Branagh til Politiken, at han udmærket forstår, hvorfor hans navnetræk under en tegneseriefilmatisering vækker så megen undren. Han reagerede selv med et hævet øjenbryn, da Marvel Studios for tre år siden henvendte sig og spurgte, om han havde lyst til at påtage sig instruktørposten på 'Thor'.

»Jeg husker, jeg fandt ideen 'intriguing' (fascinerende på en pirrende måde, red.). Og producenterne fra Marvel brugte samme udtryk, når de diskuterede mig som et potentielt bud. 'Intriiii-guing',« spinder Branagh, mens han kælent trækker adjektivet i halen.

Men nu må man heller ikke glemme, at det legendariske Marvel-forlag har tradition for at tænke uden for rammerne, når de overfører deres brogede galleri af superhelte fra papir til film. Valget af Ang Lee som tovholder på 'Hulk' (2003) var en skæv satsning, der slog fejl. Til gengæld ramte Marvel plet, da de overlod 'Iron Man' (2008) til den semiukendte skuespiller og komedieinstruktør Jon Favreau. Med en lige så uventet Robert Downey Jr. i dobbeltrollen som playboy og kampmaskine blev 'Iron Man' det års næststørste kassesucces.

Ligeledes bør man komme i hu, at blockbustergenren slet ikke er så fremmed for Kenneth Branagh. Hans opulente filmudgave af 'Frankenstein' (1994) smed godt med kul på de kulørte kedler, mens slaget ved Agincourt i Branaghs 'Henrik V' (1989) demonstrerede et sikkert greb om spektakulær action. Og når man først ser filmen om 'Thor', giver det såmænd glasklar mening, hvorfor Marvel ønskede at parre den klassisk skolede Mr. Shakespeare med eventyret om Odins søn.

»Alle hos Marvel sagde det til mig fra starten af: »Thor er absolut vores mest vanskelige figur. Han kan så let komme til at virke latterlig eller kitschet«, fortæller Branagh. Hans mission som instruktør blev at finde »den ærligste, mest sandfærdige måde« at formidle tordengudens historie på. En måde, der drog nytte af de elementer, som kunne udgøre filmens svagheder, men som i Kenneth Branaghs øjne burde være dens styrker.

»Ét er Thors evne til at rejse mellem verdener. Et andet, at han bakser med genkendelige følelsesmæssige problemer, men samtidig er han en af guderne. Dét har vi ikke set før i en sommerblockbuster. Og hvis vi skaber et stiliseret Asgård, som føles troværdigt; hvis vi viser Thors rejse gennem rummet på en spændende nok måde; hvis vi kan designe isplaneten Jotunheim og nogle virkelig skræmmende frostjætter ved hjælp af alle de tekniske værktøjer, vi har i kassen – så får fortællingen et solidt fundament at hvile på.«

Chris Hemsworth og Natalie Portman i "Thor" | pr-foto

Kenneth Branaghs løsning var at holde fokus på skuespillet og figurerne. I stedet for at starte optagedagene med at få de store oversigtsbilleder i kassen, satte Branagh nærbillederne forrest i køen. Han havde luret, at integriteten i skuespillernes præstationer var det væv, som kunne holde sammen på stoffet.

»Min erfaring med storfilm er, at man let bliver overvældet af logistikken og de produktionsmæssige krav. Man skal passe på ikke at blive tromlet ned af den store karavane, men i stedet forblive tro mod historien og ens oprindelige instinkt og stræbe efter dét, som er så svært i denne type film. Nemlig at bevare en kerne af enkelhed,« siger han.

Kenneth Branagh bemærker tilfreds, hvordan testpublikummet udtrykte forbavselse over, at de følte sig bevæget over Thors personlige udvikling og de komplekse familieforhold blandt Asgårds guder. Men anslaget måtte heller ikke være for tungt.

»En film om guder kunne nemt blive for højtidelig og tage sig selv for alvorligt på den forkerte måde,« pointerer Branagh. Hvorefter den oratoriske begavelse ruller sig ud i endnu en klarøjet værkanalyse:

»Den største udfordring, ud over logistikken, var at finde et leje, hvor vi kunne bruge humor, uden at det kammede over i ironi eller latterliggørelse, og uden at det trak fra dramaet og actionelementerne. Filmen har et glimt i øjet. Den er varm og holder af stoffet og figurerne, og skuespillerne er tro mod karaktererne. Deres spil rummer en form for virkelighed, men har samtidig det lette touch, som kommer fra en oprigtig kærlighed til materialet.«

Voila. Instruktøren Branagh har skam tænkt grundigt over løjerne, og selv et halvhjertet forsvar for, at filmen er i 3D, sælger skuespilleren Branagh med sin naturlige karisma og en udsøgt moduleret stemmeføring, der er en smørstegt nydelse at lytte til. Også når han gør rede for muskelbundtet Thors appeal, glemmer man næsten, at forlægget hører blandt Marvel-katalogets mest håbløse sekundavarer:

»Jeg har altid fornemmet en interessant dynamik i Thor-figuren. På mange måder er han en primitiv grobrian, der nægter at lægge bånd på sine kræfter. Samtidig viser han i glimt en mere sofistikeret forståelse af, at dømmekraft og diskretion i visse tilfælde kan være positive værdier. Den form for indre kamp mellem instinkt og råstyrke virker meget vikingeagtig, hvilket tiltalte mig.«

Anthony Hopkins som Odin i Marvels "Thor" | pr-foto

Kenneth Branaghs kendskab til Marvel-hæfternes Thor og Loke er ikke af nyere dato. Fascinationen rækker tilbage til hans drengeår i 1960'ernes Belfast:

»Jeg husker tydeligt, at jeg så et hæfte, hvor Thor stod fanget i et åg med armene draperet over en træstamme – hans arme var selvfølgelig tykkere end stammen – mens hans stedbror Loke sad med et spyd i Asgårds trone, som han havde tilranet sig. Jeg kunne godt lide dynamikken i måden, billederne blev præsenteret på. Der var mange skæve vinkler, og det så sejt og spændende ud. Bare indtrykket af enorm fysisk styrke var noget, jeg bed mærke i, og jeg kunne se, at Thor havde et problem. Nemlig: Hvad skulle han stille op med alle de kræfter? Han kunne tryne alle, hvis han ville, men kunne han også være følsom over for sin bror og sin far? Thor er jo kongesøn, men ansvarsløs og arrogant. Først da han mister sine privilegier, sit hjem, sin familie og sine kræfter, får han muligheden for at se sig selv i et nyt lys og komme igen med fornyet styrke.«

Lad os lige opsummere: Royale familiestridigheder, magtkampe mellem brødre, højstemt dialog og europæere, der uddeler smæk til hinanden … Måske er der alligevel ikke så langt mellem Titus Andronicus og Thor den Mægtige?
»Jeg differentierer ikke mellem såkaldt høj- og lavkultur,« erklærer Kenneth Branagh, næppe for sidste gang.

»Det er altid krævende at gøre noget ordentligt, og der er ingen forskel på det arbejde, jeg lægger i opgaven,« betoner han, før han driver en velrettet stage gennem scenekunstens iboende snobberi.

»Det er en lettere forloren idé – omend forståelig nok – at en populær underholdningsfilm skulle være tyndbenet, nem eller overfladisk, blot fordi den udspringer af en tegneserie. Men højkultur kan også være doven. Man skal nærmest bare møde op og gebærde sig i denne ærbødige verden af fornemme kostumer fra en svunden tid, og på en eller anden måde skaber det en illusion af tyngde; en intellektuel fidus-troværdighed. Men jeg har altså medvirket i masser af Shakespeare-stykker, som var forfærdelige!«



BONUSMATERIALE - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama:
Kenneth Branagh om 3-D-konverteringen af "Thor"(Kenneth Branagh on converting "Thor" into 3-D)

"I didn't want to shoot in 3D. We explored it. I'm not clever enough yet to shoot in 3-D, perhaps I never will be. It's two enormous cameras [along with] the grading, the analysis of the parallax, the depth curve, the retinal rivalry and everything else that is the technical jiggery-pokery.

To do the physics of lining up for a shot is so time-consuming, I said to Marvel, "We should convert. If we shoot in 3D, I'll never have time to do all this work on the acting that I want to do, so let's convert and render as many of the effects in 3D as we possibly can".

We were planning [the 3D] while we were shooting, and we finished last May, nearly a year ago. We've been doing 3D reviews twice a week for the last year. At Comic-Con last year, we ran five minutes of 3D material, and it was the first understanding of how to make it work."

Stillbillede fra Marvels "Thor" | pr-foto

"Lots of times, it's to do with offering up a kind of sculpted depth in the shot, whether it's trying to maximize the sense of the occasion when Thor is in the foreground, and Odin's up there, three people are at the sides and on the stairs. All that gives a sense of the magnificence of Asgard.

Sometimes it's to do with how you lay out the depth in the interior shots with Chris and Natalie in the van, driving to the S.H.I.E.L.D. camp, trying to put people more in the desert. Sometimes it's to do with the full experience of going through space, like our little end title sequence, where we go on a journey through Yggdrasil.

So it took a long time, and a lot of orchestrating, but we're really proud of the specifics of the 3D."

> Læs også Bries Blu-ray-anmeldelse af "Thor", hvor Kenneth Branagh fortæller, hvorfor han så godt kan lide os skandinaver!

fredag den 22. april 2011

Taglines - kommer snart på en filmplakat nær dig!

Så er Bries Blog-O-Rama nået til det foreløbig sidste indslag i serien "Sjov med filmplakater". I dag skal det handle om taglines eller slaglinjer: de slogans af mere eller mindre opfindsom art, som filmselskaberne sætter på plakaterne for at lokke os til at købe billet.


Du kan læse meget mere om taglines i den artikel, jeg har skrevet til Politikens filmtillæg i denne uge:

NB: ARTIKLEN KRÆVER LOGIN TIL BIBLIOTEK.DK ELLER INFOMEDIA
> Taglines! – kommer snart på en filmplakat nær dig
Brian Iskov i Politiken, 21. april 2011

Som bonusmateriale får du nedenfor en udvidet samling af taglines – nogle mere fantasifulde end andre.

Sidder du og brænder inde med fantastiske eksempler på gode eller gyselige taglines fra de sidste 110 års filmhistorie, så tilføj dem endelig i kommentarfeltet eller på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side!

KLASSISKE TAGLINES
Bonnie & Clyde (1967): They’re young … they’re in love … and they kill people.
The Graduate (1967): This is Benjamin. He’s a little worried about his future.
Jaws (1975): Don’t go in the water.
Monty Python and the Holy Grail (1975): Makes 'Ben Hur' look like an epic.
Star Wars (1977): A long time ago in a galaxy far, far away ...
Jaws 2 (1978): Just when you thought it was safe to go back in the water.
Alien (1979): In space no one can hear you scream.
The Shining (1980): All work and no play make Jack a dull boy.
The Thing (1982): Man is the warmest place to hide.
The Fly (1986): Be afraid. Be very afraid.
Apollo 13 (1995): Houston, we have a problem.
Godzilla (1998): Size does matter.
There's Something About Mary (1998): Love is in the hair.
Shaun of the Dead (2004): A romantic comedy. With zombies.
Død snø (2009): Ein Zwei Die!


KNAP SÅ KLASSISKE TAGLINES
Jaws the Revenge (1987): This time, it's personal. 
Above the Law (1988): He was a covert agent trained in Vietnam. He has a master 6th degree black belt in Aikido ... and family in the Mafia. He's a cop with an attitude.
Cool as Ice (1991): When a girl has a heart of stone, there's only one way to melt it. Just add Ice.
Clash Of The Titans (2010): Titans Will Clash.

BEDRE END NOGEN ANDEN FILM!
Gone with the Wind (1939): The most magnificent picture ever!
Ben-Hur (1959): The Entertainment Experience of a Lifetime!
Spartacus (1960): More titanic than any story ever told!
Cleopatra (1963): The motion picture the world has been waiting for!


DON'T MESS WITH THE GOVERNATOR:
Commando (1985): Somewhere, somehow, someone's going to pay.
Raw Deal (1986): The system gave him a Raw Deal. Nobody gives him a Raw Deal.
The Running Man (1987): It is the year 2017. "The Running Man" is a deadly game no one has ever survived. But … Schwarzenegger has yet to play.

PRISBELØNNEDE TAGLINES*:
The 40-Year-Old Virgin (2005): The longer you wait, the harder it gets.
Talladega Nights (2006): The story of a man who could only count to #1.
W. (2008): A life misunderestimated.
Crank: High Voltage (2009): He was dead ... But he got better.

(*Prisen for ”Best Copy Line” uddeles ved branchebladet Hollywood Reporters årlige fest, Movie Marketing Key Art Awards)

onsdag den 20. april 2011

CPH PIX: Brie møder John Woo

En filminstruktør er en drømmer, som får drømmene til at gå i opfyldelse.«
– John Woo


I aften (20. april) kan du opleve Hongkong-veteranen John Woos seneste værk, "Reign of Assassins", instrueret i samarbejde med hans taiwanske elev Su Chao-Pin. Den fortryllende Michelle Yeoh er stjernen i det muntre martial arts-periodestykke, som vises i Empire kl. 20.00 som en del af festivalen CPH PIX. Min anmeldelse af filmen kan du læse nederst i dette blogindlæg.

> Læs mit interview med Michelle Yeoh

Jeg talte med John Woo om hans karriere, da han sidste år modtog en æresløve på festivalen i Venedig. Manden bag nyklassiske actionperler som "The Killer", "Hard-Boiled" og "Face/Off" viste sig at være en lavstammet bedstefartype, rundhovedet og mild, og trods sine seksten år i Hollywood noget vaklende i sin beherskelse af det engelske tungemål. For eksempel omtaler han konsekvent sin nyeste filmtitel i ental: "Reign of Assassin".

Mit interview med John Woo kan læses på dagbladet Informations hjemmeside:

INTERVIEW MED JOHN WOO
> Øst, vest – hjemme bedst?
Brian Iskov i Information, 13. april 2011


Her er nogle af de John Woo-bidder, som jeg ikke fik plads til i artiklen:

WOO OM DE HVIDE DUER

[Note: Woo er kristen, opdraget på lutheransk skole og ville oprindelig have været præst.]
»Duerne i mine film symboliserer kærlighed, fred, uskyld og renhed. Duen kan være en budbringer fra Gud, som overleverer et positivt budskab til folket. I "The Killer" (1989) kom de to hovedpersoner fra hver deres verden – den ene var kriminel, den anden buddhist. Men i deres hjerter var de gode mennesker, der kæmpede for retfærdighed, og begge ønskede at finde en form for frelse. Da jeg optog en scene i en kirke, fik jeg den idé at lade en hvid due flyve op over et stearinlys. Når heltene i filmen bliver skudt, klipper jeg til duen for at vise den sande ånd i deres hjerter. Det fungerede så godt, at jeg har brugt det lige siden. Men den hvide due kan betyde mange ting afhængig af, hvad scenen handler om, og hvordan man bruger den.«


REIGN OF ASSASSINS-HOLDET OM JOHN WOO

Michelle Yeoh, filmens kvindelige stjerne:
»Fordi John er så legendarisk, havde alle kæmpe forventninger til, hvad han ville sige og gøre, når han viste sig på settet. Men han holdt faktisk meget lav profil. Han er lidt som solen, han skinner på os alle og bringer det bedste frem i os. Han fortalte os aldrig, hvordan vi skulle gøre tingene, men stolede fuldt på, at vi ville bidrage med det rigtige.«

Medinstruktør Su Chao-Pin:
»John kunne træffe de store beslutninger, som da vi blev ramt af dårligt vejr med regn, sne og kulde. Han fik ideen til at flytte slutningen inden for i et studie, hvilket lettede presset for hele holdet.«

Jung Woo-sung, koreansk skuespiller i den mandlige hovedrolle:
»John stod tit bagved Su og betragtede scenen, som regel uden at sige ret meget. Hvis han var tilfreds, forlod han settet ganske stille. Så vidste vi, at den var i kassen. Hvis han ikke var tilfreds, ville han blive stående og kigge på. Han er også ydmyg: Hvis han vil have kaffe, laver han den selv i stedet for at få en assistent til det.«

"Reign of Assassins" (Jianyu) får dansk dvd-premiere efteråret 2011.



CPH PIX-ANMELDELSE
Reign of Assassins
(Kina 2010, John Woo & Su Chao-Pin)
Actionkongen John Woos seneste titel, "Reign of Assassins", snyder på vægten, hvad krediteringen angår. Den såre traditionelle wuxia er reelt instrueret af Woos taiwanesiske elev, Su Chao-Pin, under mentorens overopsyn.
Man genkender elementer af "Mr. & Mrs. Smith" og traditionel folkekomedie i den letfodede historiske sag, hvor amorinerne flagrer mellem en butiksejer og en kurer – begge lykkeligt uvidende om, at jagten på en magisk urne vil afsløre deres sande identitet som svorne ærkefjender.
Til ingredienserne i det uhøjtidelige plot hører en snigmorderske ved navn Finregn, hvis signaturmanøvre tæller 41 hug med klingen, samt plastikkirurger, der praktiserer deres hverv ved at indsætte giftige insekter i klienternes næsebor!
Mest besnærende blandt alle filmens special effects er dog Michelle Yeoh, hvis balletagtige gratie og milde, imødekommende træk alt for sjældent illuminerer de danske biograflærreder. Hendes dobbeltrolle som kærlig kone og kontant kungfu-mester stod om noget som en værdig repræsentant for kvindekønnets flersidighed på sidste års Venedig-festival.
"Reign of Assassins" vises på CPH PIX 20. og 26. april.

> Læs flere CPH PIX-anmeldelser

onsdag den 13. april 2011

CPH PIX 2011: De første anmeldelser

ANMELDELSER AF: Reign of Assassins – Potiche – Sound of Noise – 13 Assassins – Attenberg – Meek's Cutoff – Essential Killing


I morgen, torsdag 14. april 2011, starter den tredje udgave af CPH PIX. Københavns fremragende filmfestival byder på over 200 film og events, som for langt de flestes vedkommende er sjældne fugle på danske breddegrader. Så det gælder om at slå til, hvis man vil sikre sig smagsprøver på den globale filmkunst, som den tager sig ud anno 2011.

CPH PIX har i år fået vokseværk, så festlighederne fortsætter helt indtil 1. maj. Her er det samlede program for de 18 dage:



> CPH PIX' hjemmeside

Flere af programmets film var jeg så heldig at fange på festivalerne i Venedig og Cannes sidste år. Herunder får du et udvalg af mine anbefalinger derfra:

Reign of Assassins
(Kina 2010, John Woo & Su Chao-Pin)



Actionkongen John Woos seneste titel, "Reign of Assassins", snyder på vægten, hvad krediteringen angår. Den såre traditionelle wuxia er reelt instrueret af Woos taiwanske elev, Su Chao-Pin, under mentorens overopsyn.
Man genkender elementer af "Mr. & Mrs. Smith" og traditionel folkekomedie i den letfodede historiske sag, hvor amorinerne flagrer mellem en butiksejer og en kurer – begge lykkeligt uvidende om, at jagten på en magisk urne vil afsløre deres sande identitet som svorne ærkefjender.
Til ingredienserne i det uhøjtidelige plot hører en snigmorderske ved navn Finregn, hvis signaturmanøvre tæller 41 hug med klingen, samt plastikkirurger, der praktiserer deres hverv ved at indsætte giftige insekter i klienternes næsebor!
Mest besnærende blandt alle filmens special effects er dog Michelle Yeoh, hvis balletagtige gratie og milde, imødekommende træk alt for sjældent illuminerer de danske biograflærreder. Hendes dobbeltrolle som kærlig kone og kontant kungfu-mester stod om noget som en værdig repræsentant for kvindekønnets flersidighed på sidste års Venedig-festival.
Filmen har forventet dansk dvd-premiere efteråret 2011.

"Reign of Assassins" vises på CPH PIX 20. og 26. april.
> Læs mere – køb billet

Potiche
(Frankrig 2010, Francois Ozon – forpremiere)



Catherine Deneuve i Technicolor og fuld vigør udgør det ubetalelige centrum i "Potiche": en elegant gennemarbejdet boulevardkomedie, der påviser, at kvalificeret morskab også er en kunst.
Kalenderen viser 1977 i Sainte-Guidule, hvor foråret bærer ligestillingens vinde ind i familien Pujols storblomstrede køkken. Efter 30 års skinlykke som trofæhustru for en kolerisk industriboss drister Suzanne sig til at smage på feminismens lyksaligheder. Og til gemalens grænseløse frustration springer hans paraplyfabrik i blomst under fruens kærlige og kyndige opsyn.
Den pangfarvede hyldest til matriarkatet bærer ikke overraskende Francois Ozons navnetræk, for den 42-årige franskmand må være den eneste nulevende filmmager af hankøn, som gør Pedro Almodóvar rangen stridig, når det gælder deificeringen af prægtige fruentimmere. Karin Viard og Judith Godrèche tildeles hver en flig af rampelyset i veldefinerede biroller, ligesom Gérard Depardieu virker rørende revitaliseret af sit syvende samarbejde med Deneuve.
Væsentligst af alt husker Ozon at fundere sin stilsikre screwball-konfektion på en bund af realisme, der akkurat er solid nok til at kunne bære elementerne af camp og pastiche i "Potiche".
Filmen får regulær dansk biografpremiere 16. juni 2011.

"Potiche" vises på CPH PIX 25. april.
> Læs mere – køb billet

Sound of Noise
(Sverige-Frankrig-Danmark 2010, Johannes Stjärne Nilsson & Ola Simonsson)



Allerførst: Hvis du aldrig har set kortfilmen ”Music for an Apartment and Six Drummers” (2000), så skynd dig at hoppe ind på dette link:

> "Music for an Apartment and Six Drummers" (YouTube)

En efternøler i spillefilmslængde, ”Sound of Noise”, fejrede sidste år verdenspremiere i Cannes-serien ”Semaine de la Critique” (Critics' Week), der ellers ikke er forvænt med komedier. Absurditererne i den svensk-fransk-danske koproduktion blev da også modtaget med taknemlighed som en kærkommen modvægt til Cannes-programmets spleen-ramte teenagere og furede panderynker.
Der er spor af såvel Jacques Tati som Olsen-banden i den skæve historie om seks musikalske guerilla-terrorister, der laver ravage ved at opføre en reallydssymfoni i fire satser på udvalgte steder i Malmö. Hver happening er nøje udtænkt og tilrettelagt som en løjerlig hybrid mellem konceptkunst og hærværk, og alt fra højspændingsledninger til korpulente herremaver indgår i de polyrytmiske surprise-angreb, der efterlader deres intetanende publikum med kæben på gulvet.
De to svenske instruktører kæmper en smule med at strække plottet til 98 minutter, men man morer sig ofte kongeligt over deres snurrige udnyttelse af lyd – og fraværet af samme. For i slagtøjsorkanens øje står den hårdt prøvede kriminalkommissær Amadeus Warnebring: Den eneste af sin hæderkronede musikerslægt, som er født tonedøv og bare ønsker at leve sit liv i absolut stilhed! Tv-skuespilleren Bengt Nilsson er uhyre sympatisk og troværdig i rollen og får også lov at bære filmen over flere vadesteder med sin udsøgte komiske timing.

"Sound of Noise" vises på CPH PIX 14. og 30. april.
> Læs mere – køb billet

13 Assassins
(Japan-Storbritannien 2010, Takashi Miike)



Den afsindigt produktive japaner Takashi Miike har ene mand signeret i omegnen af 40 film siden årtusindskiftet. Ofte røber niveauet den hidsige arbejdsfrekvens, men i hans flot opsatte "13 Assassins" mærker man, at den tabusøgende Miike er gået til opgaven med større omhu og beherskelse, end han normalt har ry for.
Genindspilningen af Eiichi Kudos actionfilm fra 1963 er henlagt til feudalsystemets sidste dage omkring 1850, hvor samuraiernes sværd kun slipper skeden, når der skal snittes radiser. Efterårsstemningen kaster et skær af melankoli over den første time, hvis langstrakte tilløb ikke undgår at virke blegt sammenlignet med den store finale.
De sidste 45 minutters nonstop-bråvallaslag demonstrerer med eftertryk, at den ellers så løsslupne Miike også mestrer overblikket og den stramme klassicisme, når det kræves af ham.

"13 Assassins" vises på CPH PIX 23. og 27. april.
> Læs mere – køb billet

Attenberg
(Grækenland 2010, Athina Rachel Tsangari – forpremiere)



Den franske debutant Ariane Labed charmerer i den græske "Attenberg" som 23-årige Marina, et uerfarent og prikkent »søpindsvin«, der observerer sine nærmeste med zoologens distancerede blik. Den pudsige, plotløse film, iscenesat som absurdistisk deadpan af Athina Rachel Tsangari, fremviser samtidig et andet billede af Grækenland end de gængse turistpostkort. »Industrialiseret og grimt, som en fremmed planet,« småjublede Venedig-juryens formand, Quentin Tarantino, der gav Labed prisen for bedste nye fund.
Titlen er i øvrigt afledt af BBC's navnkundige Sir David Attenborough, idet Marina og hendes kræftsyge far ynder at spejle sig i britens tv-dokumentarer om menneskeabers adfærd. Som i Jerzy Skolimowskis "Essential Killing" synes afstanden mellem homo sapiens og andre pattedyr forsvindende lille.
Filmen har forventet dansk biografpremiere senere på året.

"Attenberg" vises på CPH PIX 30. april og 1. maj.
> Læs mere – køb billet

Meek's Cutoff
(USA 2010, Kelly Reichhardt)



Tre små familier bumler slidsomt med deres muldyrtrukne vogne over Oregons ørkenjord. I spidsen af karavanen rider vejviseren Stephen Meek, der mener at kende en smutvej gennem Cascade-bjergene. Hans vederhæftighed må imidlertid drages i tvivl efter fem ugers blindgængeri i den golde intethed.
”We're not lost,” irettesætter Meek sit skeptiske følge. ”We're finding our way.”
På pressemødet i Venedig 2010 fortalte instruktøren af "Meek's Cutoff", den 45-årige Kelly Reichhardt, at hun så paralleller mellem Bush-regeringens krigsførelse og den manipulerende Meek, der som karakter udsender blandede signaler fra krydsfeltet mellem ondskab og stupiditet.
Ser man bort fra symbollaget, er der tale om en spartansk roadmovie i ånden fra Reichardts tidligere output (som Cinemateket i København viste i juli 2010). Mest bemærkelsesværdigt ved "Meek's Cutoff" er de to centrale valg, som Reichardt har truffet i sin formidling af stoffet. Billederne er komponeret i forholdet 1:1.33; en beskæring, som kun sjældent har prydet et dansk biograflærred siden dogmefilmene. Den næsten kvadratiske afmaskning klemmer horisonten sammen, så man levende fornemmer, hvor kuede og sårbare nybyggerne må have følt sig i det ugæstmilde landskab anno 1845.
Kelly Reichardt konfronterer desuden westerngenrens maskuline dominans, når hun indgående betragter de tre unge koner, som trækker det manuelle læs med madlavning, syning, reparationer og børnepasning. Alligevel er de henvist til at traske bag vognene under hele det strabadserende, månedlange togt.
I solidaritet med de hårdhudede, men umyndiggjorte pionerfruer er mændenes indbyrdes samtaler i "Meek's Cutoff" anskuet fra behørig afstand, så dialogen knapt kan tydes. Kvinderne i det vilde vesten har ingen selvstændig stemme, og når beslutningerne skal tages, er de usynlige. Reichardt gør dem synlige igen: på intet tidspunkt slipper hun deres perspektiv.

"Meek's Cutoff" vises på CPH PIX 20. og 24. april.
> Læs mere – køb billet

Essential Killing
(Polen-Norge-Irland-Ungarn 2010, Jerzy Skolimowski)



"Essential Killing" af polske Jerzy Skolimowski markerede sig på sidste års Venedig-festival som en udpræget kropslig snarere end intellektuel oplevelse. Juryen kvitterede med en specialpris til den 72-årige veteran, der modtog tilsvarende hæder for "Fyrskibet" 25 sæsoner tilbage.
Skolimowski fostrede ideen til sit aktuelle værk, da det kom frem, at CIA angiveligt holdt terrormistænkte i skak på et hemmeligt black site kun 20 km fra instruktørens hus i de polske skove. Ud af dette spandt han et fiktivt scenarie, hvor en afghaner indfanges af amerikansk militær i sit hjemland og fragtes til Europa, blot for at undslippe, da konvojen skrider af vejen og ruller ned af en sneklædt skrænt.
Trods udgangspunktet viger "Essential Killing" uden om entydige politiske statements. Er Mohammed terrorist? Vi får aldrig svar, for baggrunden fortoner sig bevidst i grumsede konturer. Hans blinde flugt gennem den ubarmhjertige vinter bliver i stedet en studie i primal livsopholdelsesdrift, hvor vores ambivalens over for den vildfremmede antihelt sættes op imod den empati, vi refleksivt føler for hans situation.
Skolimowski skræller effektfuldt historien ned til det nøgne skelet, men troværdigheden og det tætte fokus svigter flere steder i den ujævne actionthriller. Scenen, hvor Mohammed omringes af et kobbel glammende hunde, der materialiserer sig i driverne som ildevarslende fantomer, rummer dog et dragende, drømmende sug: Her udviskes den tynde grænse mellem menneske og dyr.
Filmens ordløse hovedrolle blev en slags oprejsning – hvis De undskylder udtrykket – for Vincent Gallo, der stadig siges at ømme sig efter sin herostratiske Cannes-maveplasker "The Brown Bunny" fra 2003. Det var dén, hvor han instruerede Chloë Sevigny til at yde oralsex på ham for rullende kamera.
Under Venedig-festivalen i 2010 luskede den newyorkske multikunstner og knudemand omkring på Lidoen og nægtede pure at tale med pressen eller vise sig til offentlige arrangementer.
»Vincent, where are you? Come on out, be brave,« drillede Jerzy Skolimowski, da han modtog en Coppa Volpi på sin skuespillers vegne ved at takke instruktøren, forfatteren og produceren – som alle er Skolimowski selv.

"Essential Killing" vises på CPH PIX 14. og 23. april.
> Læs mere – køb billet

tirsdag den 5. april 2011

Bries Blog-O-Rama 1 år: Med Lara Croft i Tivoli

I sidste uge, 27. marts 2011, rundede Bries Blog-O-Rama sin 1-års dag. Et kig på besøgstallene fra det første år røber, at nogle af bloggens mest populære indlæg har været:

Lige under top 5 finder jeg, til min egen overraskelse, mit interview med den ellers temmelig ukendte instruktør Simon West. Han stod bag den første "Tomb Raider"-film, som ikke just var noget at prale af. Så mon ikke det er Lara Croft, her i Angelina Jolies skikkelse, som har lokket brugerne til?


I så fald diverterer Bries Blog-O-Rama skyndsomst med endnu mere "Tomb Raider" som en lille fødselsdagsgave til alle jer derude. Nemlig den sande historie om dengang, jeg mødte Lara Croft i Tivoli og tog hende med op i rutsjebanen ...

God læselyst og tusind tak for jeres støtte – jeg håber, I alle vil anbefale Bries Blog-O-Rama til jeres filmglade venner, så bloggen kan fejre to års fødselsdag på samme tid i 2012!


INTERVIEW MED TOMB RAIDER-MODELLEN KARIMA ADEBIBE:
Med Lara Croft i Tivoli
Brian Iskov i TJECK Magazine #177, august 2006

– Vildt!! Skal du møde Angelina Jolie i Tivoli?!
– Nej, hun hedder vist Karina et-eller-andet.
– Er det så hende, som skal spille med i den næste ”Tomb Raider”-film?
– Nah, jeg tror, hun har stået model til Lara i det nye spil. Eller sådan noget. Hun ser i hvert fald anderledes ud på plakaterne, end hun plejer ...

TJECKs reporter får masser af misundelige forespørgsler, da han fortæller, at mandagen er sat af til en tur i forlystelseshaven med selveste Lara Croft. Men hvordan fa’en er det lige, Karima Adebibe passer ind i billedet?
Det nemmeste er vel at spørge hende ligeud.

– Jeg er modellen for det syvende spil i rækken, ”Tomb Raider: Legend”. Eidos Interactive, som har skabt ”Tomb Raider”, har altid haft en model, som lignede Lara Croft, til at promovere de forskellige spil i serien. Det særlige ved mig er, at Eidos vil prøve at forme mig til at blive Lara Croft. Hvor de andre piger bare var modeller, bliver jeg skolet i alle de ting, Lara kan i spillet. Jeg har haft timer i sprogbrug, holdning og etikette. Jeg har skudt til måls, kørt på motorcykel, fløjet stunt-helikopter og lært nærkamp. Jeg har fået undervisning af SAS-styrkerne. I morgen skal jeg ud på en forhindringsbane – det glæder jeg mig til.


Karima har brugt det meste af dagen på at lave interview. Hun trækker i Lara-kostumet med læderrygsæk, pistolbælte og shorts, får et par dup med pudderkvasten, bliver fotograferet, tager Lara-kostumet af igen. Det tager laaaang tid hver gang. Sådan en eftermiddag må ubetinget høre til det kedeligste ved at være Lara Croft. Derfor har TJECK tænkt sig at tage Karima med ud i haven efter interviewet. Det skal nok blive sjovt.

– Min overlevelsestræning foregik hos den britiske hær, hvor jeg havde en specialist til rådighed inden for hvert eneste område. Én viste mig nærkampsteknikker. En anden lærte mig at klatre. Jeg har også rapellet og prøvet en ”flying fox”, hvor man hægter sig fast på en stålwire og glider ud over afgrunden, ligesom Lara gør i spillet. Det var fedt. Så var der helikopterkurset, der gik ud på, at en professionel stuntpilot viste mig, hvordan man letter, cirkler rundt, flyver sidelæns, gemmer sig bag nogle træer, stiger og falder lodret. Jeg havde det rimelig skidt bagefter, det kan jeg love dig for.

Kan du så flyve helikopter nu, eller kan du bare efterligne én, der kan?
– Det sidste. Men jeg regner med snart at tage flyvelektioner.
Laras gymnastiske evner skulle efter sigende være på olympisk niveau.
– Jamen, jeg er også enormt fleksibel. Jeg har danset jazz, step, ballet og moderne, siden jeg var helt lille. Jeg kan både gå i spagat og i bro.
Kan du også holde vejret rigtig længe under vand?
– Ja, det kan jeg faktisk! Måske jeg bare skulle tage navneforandring til Lara Croft, ha ha!



Karima vender sig og sludrer entusiastisk med sin assistent om, hvordan hun begynder at ligne Lara mere og mere for hver dag, der går. TJECK er nu ikke overbevist om, at Ms. Croft ville få kvalme af et par fikse manøvrer i en helikopter.

Fra toppen af Tivolis koncertsal, hvor vi sidder, kan vi kigge direkte over på forlystelseshavens nyeste torturmaskine. Verdens højeste karrusel, som en eller anden person med syg sans for humor har givet det fredelige navn ”Himmelskibet”. Desværre er åbningen blevet udskudt en uge, så dén får vi ikke lov til at prøve. Måske et skydetelt – så kan vi se, om Karima virkelig er lige så dygtig som hende spilfiguren.

Findes der slet ikke nogle punkter, hvor du er helt anderledes end Lara?
– Lad mig se ... Mine fortrin er ikke så store som hendes.
Ellers ville de vel også bare være i vejen med al den action.
– Ikke rigtig. Jeg tror, Lara har en god bh. Det har jeg i hvert fald. Den er af latex, og den støtter supergodt. Selvfølgelig har Lara også sådan en, så hun kan fuldføre sine missioner.
Er dit brystmål virkelig den eneste forskel?
– Hmmmm, det tror jeg. Debbie, hvad er der ellers af forskelle?
– Du er ægte, kommenterer assistenten tørt.

TJECK kan godt få øje på en anden forskel. Ifølge den officielle ”biografi” er Lara 178 cm høj, nøjagtig ligesom TJECKs reporter. Karima Adebibe bliver et halvt hoved lavere, når hun sparker sine speciallavede New Rock-støvler af fusserne. Men ellers er det ikke svært at se, hvorfor hun er blevet valgt som den virkelige Lara Croft. Måske ligner hun ikke forbilledet hundrede procent, men ligesom Lara hører hun til undtagelserne, der bekræfter fordommene om, at britiske piger generelt ikke er verdens mest attraktive.


Bliver du genkendt på gaden?
– En lille smule i London, for eksempel på min lokale metrostation. Forleden var jeg med min mor i Brighton ude ved kysten, og bag os sad en fransk familie og spiste frokost. De hviskede hele tiden til hinanden og gloede på mig. Så sagde min mor: ”De har garanteret set dig i det franske tv-show, du var gæst i for nylig!”. Det var meget underligt. Men ellers sker det ikke så tit, for når jeg er i aviserne, er det altid som Lara, og til hverdag ser jeg ikke helt ligesådan ud. Min makeup er ikke altid så perfekt, som den er i dag!

Hvornår fik du at vide, at du var blevet valgt som den nye Lara Croft?
– Sidst i november [2005]. Jeg har trænet intenst lige op til den 14. februar, hvor nyheden blev offentliggjort. Det er i øvrigt også Laras fødselsdag. Da jeg fik at vide, jeg var den nye Lara Croft, var jeg ikke helt i form. Jeg var lidt større, end jeg burde være, så jeg brugte en del tid på at smide nogle kilo, så jeg kunne klemme mig ned i de her ultrakorte shorts – som nu passer mig perfekt!
Er de rare at have på?
– Øhmmm ... de ser godt ud. Det er lige meget, om de er behagelige. Hvad gør man ikke i forfængelighedens navn!

Nok snak. Nu vil vi se noget action. En af de få discipliner, Karima ikke har prøvet kræfter med i sit omfattende Lara-program, er bueskydning – og TJECK ved tilfældigvis, hvor man kan skyde til måls med flitsbue i Tivoli. Dumdristigt udfordrer TJECK Karima til duel. Det kommer jeg hurtigt til at fortryde.
Selv om Karima ikke har haft et pilekogger i hænderne, siden hun var ti år, udviser hun langt mere elegance end TJECKs reporter, som fumler hjælpeløst med buestrengen og konsekvent rammer den forkerte målskive, når det en sjælden gang lykkes at sende pilen i den rigtige retning.
1-0 til Karima. Men eftermiddagen er ikke slut endnu.


Får du overhovedet oplevet noget, når du besøger andre lande som Lara Croft?
– Jeg håber, tempoet bliver sat lidt ned nu, hvor vi har overstået den første fase. Det er fedest, når vi får lov at besøge steder, der har noget anderledes at byde på. Nu sidder vi for eksempel i Tivoli, hvilket jeg synes er en rigtig sød ide. Jeg har allerede prøvet en af forlystelserne. Det skulle vist være en af de ældste i verden.
Rutsjebanen? Det er en klassiker.
– Den er SÅ sjov. Jeg begyndte at skrige, da jeg sad i vognen, og så tog de selvfølgelig et fuldstændig åndssvagt billede af mig. Jeg vil prøve den igen!!!

Som sagt, så gjort. TJECK tager Karima med op i Tivolis rutsjebane, hvor den seje Lara Croft pludselig forvandles til en glad, lille pige. Juhuuuuuuu, råber hun og opfordrer alle til at lave V-tegn til de blitzende kameraer, mens vi suser forbi.
Har du prøvet Dæmonen? spørger TJECK bagefter og peger over på det helvedesrøde monster med tre loops. Det meget lidt Lara Croft-agtige svar falder prompte:
– Niks. Den sætter jeg ikke mine ben i!!



SIDSTE NYT: En reboot af Tomb Raider-filmene skulle være på vej i 2013. Det bliver sandsynligvis en oprindelseshistorie om den unge Lara Crofts meritter. Hvem der skal overtage Angelina Jolies hotpants, er dog endnu uvist:

> Hollywood Reporter: 'Tomb Raider's Lara Croft to get reboot