mandag den 23. december 2013

"Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark": Brie møder Martin Freeman og Peter Jackson!

Kun 14 ud af 71 europæiske medier fik audiens hos Peter Jackson, da holdet bag "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" for nylig gav tv-interviews i Berlin. Så det var lidt af et scoop, at jeg slap igennem nåleøjet til den newzealandske instruktør, verdensbygger og Tolkien-fan.


Det hjalp naturligvis at have et brand som DR's "Troldspejlet" i ryggen. Da jeg forklarede Peter Jackson, at jeg var udsendt for et tv-program, som gennem 25 år udelukkende havde beskæftiget sig med fantasy, science fiction, animation, tegneserier og spil, udbrød han: "We don't have anything like that in New Zealand. You're very lucky to have that."

"We don't have anything like that in New Zealand. You're very lucky to have that."
- Peter Jackson om "Troldspejlet"

Jeg fik 8 ½ minutter i selskab med Peter Jackson, og langt det meste materiale er med i det indslag, som Troldspejlets Dennis Stanley har klippet sammen til Troldspejlets julespecial. Programmet blev sendt første gang 22. december på DR Ultra og genudsendes 24. december i DR1's sendeflade "Vi juler for fedt". Du kan selvfølgelig også bare nyde mit Jackson-interview her på nettet.

Peter Jackson fortæller bl.a. om sin barndoms yndlingsfilm og tv-serier, der inspirerede ham til at lave film med store monstre i – en hobby, som han har taget med sig over i voksenlivet. Han taler også om sin samlermani (hans kæreste eje er det oprindelige King Kong-skelet fra 1933) samt vigtigheden af at skabe en god stemning som instruktør.

Og så afslører han, hvad vi kan vente os af den kommende Extended Edition af "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" og den tredje film, "Ud og hjem igen", som Peter Jackson lover vil blive den korteste i trilogien!

> SE MIT PETER JACKSON-INTERVIEW PÅ DR.DK (fra 00:11:30)


I Berlin mødte jeg også fem af filmens skuespillere, hvoraf mit interview med Martin Freeman klart var det mest vellykkede. Den engelske skuespiller, som vi også kender fra tv's "Sherlock" og "The Office" samt spillefilmene "The World's End" og "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy", var i topform og fremstod som indbegrebet af en charmerende brite: knastørt humoristisk og propert klædt.

Højdepunktet i interviewet indtræffer, da Martin Freeman bliver bedt om at beskrive Peter Jackson i fem ord. Et af ordene så Jakob Stegelmann sig nødsaget til at klippe ud, da dele af interviewet skulle lægges op på Troldspejlets hjemmeside. Det var ikke for børn, mente Stegelmanden ...

Her på Bries Blog-O-Rama har vi ingen aldersmærkning, så her kommer den fulde og aldeles ucensurerede version af mit interview med Bilbo Baggins alias Martin Freeman. Enjoy!



"Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" kan ses i biograferne netop nu. Tak til Camilla Baggesen fra SF Film.

søndag den 1. december 2013

Julekalenderens historie: Brie møder B&U's gamle dukker!

Et af de fornemste privilegier ved at være freelancejournalist er, at arbejdet ofte giver mig mulighed for at gå i dybden med nogle af de emner, jeg holder allermest af.

For eksempel at nørde James Bond-film til den store guldmedalje. Eller at kortlægge de julekalenderserier, som jeg husker med glæde fra min barndoms tv-kigning i 1980'ernes monopoldage.

Brie med Bette Kræ fra "Kikkebakke Boligby" (1977). Vuf!

Som selvudnævnt julekalenderkender var det derfor en stor oplevelse, da jeg i januar 2013 for første gang opnåede adgang til det allerhelligste, dybe indre af DR Byens rekvisitlager.

Her stod 100 kasser mærket "DUKKER" og samlede støv på reolerne.

Hvad mon gemmer sig i kasserne?

Efter DR's udflytning fra TV-Byen i Gladsaxe havde ingen rigtig styr på, hvad der lå i hvilke kasser. Ved nærmere inspektion viste det sig, at mange af dem gemte på de berømte stangdukkefigurer fra 1970'ernes B&U-julekalendere: "Vinterbyøster", "Jullerup Færgeby" og "Kikkebakke Boligby".

Den pureste tv-nostalgi - og endda til at tage og føle på!

Bingo! Denne kasse er proppet med dukker fra "Kikkebakke Boligby" (1977).

Min begejstring var ikke mindre udtalt, da jeg i september 2013 blev kaldt tilbage til DR's lager for at hjælpe med at katalogisere indholdet i de mange kasser. Nogle af dukkerne skulle sættes i stand og udstilles på Koldinghus i julen 2013, og øjensynlig var jeg den person, der kunne flest af dukkernes navne udenad ...

Brie med Papa Caramella fra "Vinterbyøster" (1973).
Her er Pøs fra "Jullerup Færgeby" (1974).
Mary, havnekontorets papegøje fra samme kalender (1974).

Enkelte af de gamle B&U-dukker er synligt mærket af tidens tand. Lillebrors slatne legeme er der for eksempel ikke meget liv i. Hans hoved har en trist tendens til at falde af, men han har selvfølgelig også snart været dreng i 50 år.

Brie med Lillebror (1966-)

Den tvekønnede bossa nova-regnorm, som Poul & Nulle mødte nede i jordhulen i "Jul og grønne skove" (1980), er også godt mørnet efterhånden:

"Jeg er blot en regnorm, det' en orm, som elsker vand ..." (1980)

Et eksemplar af Poul & Nulles famøse svævende kuglekamera fandt vi også.

Endelig havde Morten Post og hr. Stempelquist fra "Vinterbyøster" tildraget sig et par uklædelige liggesår under de mange års opbevaring. Men i betragtning af, at disse håndsyede stof- og skumgummikreationer er 40 år gamle, er det alligevel imponerende, hvor godt de har overlevet at bo hulter til bulter i nogle tilfældige trækasser.

Hanne Willumsen syede selv alle dukkerne til "Vinterbyøster", og man bemærker det flotte håndværk: Morten Post har fine lædersko, vinylskygge på sin kasket og bukser af rigtigt jernbanefløjl.

Morten Post og Hector Stempelquist fra "Vinterbyøster" (1973).

Under katalogiseringsarbejdet dukkede rekvisitør Henrik op med en hidtil ukendt kasse i favnen. I den lå DR's legendariske dukkemager Erik Sørensens efterladte papirer.

Foruden et væld af fotografier, skitsetegninger og østeuropæiske dukkefagblade til mulig inspiration gemte kassen også det kaffeplettede originalmanuskript til serien "Noget om nisser" fra 1972.

Hermed kan det for første gang afsløres, at Børnenes Julekalender 1972 bar arbejdstitlen "Nissealfernes jul":

Original drejebog til "Noget om nisser" (1972)

I de store, opretstående kasser på hjul hænger mange af Erik Sørensens snoredukker på rad og række. Her et udvalg af nisser fra julekalenderne "Hvad en møller kan komme ud for" (1970) og "Noget om nisser" (1972):

Assorterede julekalendernisser (1970/1972)

Udkommet af denne glorværdige septemberdag blev i øvrigt, at dukker fra syv af julekalenderne blev udvalgt og fragtet til Koldinghus, hvor de indtil 3. januar kan beskues i montrer som en del af udstillingen "Julekalendernes Historie".

Men det er stadig en sjælden oplevelse at holde barndommens tv-klenodier i sine egne hænder. Jeg har leget med de selvsamme dukker, som jeg så inde i fjernsynet som lille. Og så har jeg endda fået penge for det.

Klart en af de mere mindeværdige dage på kontoret!

Brie og Dorabella ("Vinterbyøster", 1973)

Alle fotos © Stine Hoffmeyer/Kasper Zederkof/Brian Iskov. Må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.

Dukker designet og udført af Erik Sørensen (1966-72), Svend Otto Sørensen (1972), Finn Bentzen og Hanne Willumsen (1973-77).