lørdag den 27. december 2014

Historien bag "Teenage Mutant Ninja Turtles" - slagsbrødre med skjolde

De færreste havde troet, at fire muterede skildpadder, der dyrker kampsport og spiser pizza, skulle blive en sejlivet succes hos drenge verden over. Med deres seneste spillefilm ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, som udgives på dansk dvd og blu-ray i dag, kan den bizarre kvartet fejre 30-års-jubilæum inden for tegneserier, film, tv, spil og legetøj – også selv om paddernes voldelige navn skaffede dem censuren på halsen.

En version af denne artikel har tidligere været publiceret i Dagbladenes Bureaus medlemsaviser september 2014. Al tekst © Brian Iskov.


”Ninja Turtles er en døgnflue,” spåede avisen The Wall Street Journal i 1990. Dét år kunne man dårligt tænde for fjernsynet, gå i biografen eller besøge en legetøjsbutik uden at støde på navnene Donatello, Leonardo, Raphael og Michelangelo og høre udråb som ”Cowabunga” og ”Turtle Power!”.

Men de fire, forvoksede krybdyr fra New Yorks kloakker, der tilsammen udgør Teenage Mutant Ninja Turtles, var mere sejlivede end som så. Padderne har nu i tre årtier bekæmpet skurke og henrykket barnlige sjæle – især af hankøn – i tegnefilm, tegneserier, spillefilm, koncerter og ikke mindst legetøjskataloger.

”Helte, der slås som ninjaer, er altid et hit hos drenge,” siger legetøjseksperten Christopher H. Andersen, der har lavet tv-indslag og podcast om den storsælgende Turtles-franchise.

> Se Christopher H. Andersen i DR's "Legetøjszonen" om Turtles
> Hør Christopher H. Andersen i podcasten "Dårligdommerne" om Turtles

”Oven i dét kører Ninja Turtles skateboard og elsker pizza. Deres univers har nogle virkelig opfindsomme og farverige skurke, og så er der en råhed over alle figurernes udseende, som tiltaler børn. Meget af legetøjet ligner noget fra en ulækker kloak eller en snusket newyorker-baggård i midtfirserne,” forklarer han.

"Turtles-legesættene var nogle kæmpestore lokummer," siger Christopher H. Andersen.
"Hvis man var den dreng på vejen, der havde teknodromen, var man konge."

Christopher H. Andersen, som er årgang 1989, fik sine første Turtle-figurer i adventsgave, da han var to år gammel. Han bemærker, at de fire padders klart afgrænsede personligheder og forskellige farver masker gør det nemt for børn at skelne de ellers identisk udseende figurer. Enhver fan har også sin personlige yndlingsfigur i kvartetten:

”Jeg er selv vild med Donatello, ham med den lilla maske. Han er den Georg Gearløs-agtige turtle, som altid lige har opfundet en dims, der kan redde dem ud af farlige situationer. Leonardo (i blå maske, red.) er lederen, Raphael (rød maske) er den seje enspænder, og Michelangelo (orange maske) er festaben, der ryster jokes af sig. Den kombination er genial til børn,” mener Christopher H. Andersen.

Voksne har traditionelt haft sværere ved at forstå fascinationen af Turtles. Da fænomenet kom til Danmark i 1990, vidste man heller ikke helt, hvor man skulle placere det, siger Christopher H. Andersen:

”Baggrundshistorien er på mange måder ret latterlig, når man tænker over det. Fire skildpadder og en rotte, der muterer, da de bliver udsat for radioaktivt slam – og så oplærer rotten dem til at blive ninjaer!”

Hele eventyret om Teenage Mutant Ninja Turtles startede da også som en indforstået vits mellem to unge tegneserieentusiaster i New Hampshire i USA.

Den allerførste tegning nogensinde af ninjaskildpadderne blev tegnet af Kevin Eastman i november 1983 som en parodi på superhelte. Originaltegningen blev i maj 2012 solgt for 405.000 kroner af Heritage Auctions. Førsteudgaver af seriehæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles nr. 1” fra 1984 går i dag for op mod 22.000 kroner.

Kevin Eastman og Peter Laird havde læst mange superheltehæfter, men de havde lidt svært ved at tage figurernes absurde oprindelseshistorier og fjollede navne seriøst. En aften i november 1983 tegnede Kevin Eastman en muskuløs, opretstående skildpadde, der havde maske for øjnene og et nunchaku-våben i hånden. Øverst på papiret skrev Eastman ordene ”Ninja Turtle” (ninjaskildpadde, red.). Peter Laird spruttede af grin over tegningen, der hurtigt fik tilføjet yderligere tre kampsportkyndige padder og ”Teenage Mutant” hægtet på logoet.

Med afsæt i Frank Millers Marvel-serie ”Dæmonen”, der vrimlede med japanske ninjakrigere, byggede Kevin Eastman og Peter Laird videre på ideen. De opfandt et univers, der tog tykt gas på mange af superheltegenrens klicheer, og de navngav deres figurer efter italienske renæssancemalere, fordi det med Eastmans ord ”var excentrisk nok til at passe ind i konceptet”.

Parret udgav selv den første Turtles-tegneserie i 1984, men trods det humoristiske navn og udgangspunkt var historierne alt andet end børneegnede i starten, fortæller Christopher H. Andersen:

”De oprindelige hæfter er ret dystre og voldelige og klart lavet til voksne. Padderne bruger deres ninjavåben for alvor, og de lægger ikke fingrene imellem.”

Det ændrede sig, efter at legetøjsproducenten Playmates Toys i 1987 kontaktede Kevin Eastman og Peter Laird. Det lille firma ønskede at få del i det lukrative marked for actionfigurer, men først skulle jorden gødes hos den 4-8-årige målgruppe. I 1987 søsatte Playmates' marketingfolk en serie tegnefilm, der blev sendt lørdag morgen på tv som slet skjult reklame for deres sortiment af Turtles-dukker.



”Tv-serien blødte figurerne op, så de blev sjovere og mere børnevenlige. Det huede ikke rigtig Eastman og Laird, for deres tegneserie var jo undergrund,” fortæller Christopher H. Andersen.

Paddernes vandede vitser, bedagede surferslang og skarpt optrukne personligheder stammer alle fra denne første tv-serie, som trods sine afslebne kanter alligevel blev offer for censuren i England.

”Problemet var især ordet ”ninja”, som mange i 1980'erne forbandt med voldsfilm på VHS. Man frygtede simpelthen, at børn blev voldelige af at se noget med ninjaer. Derfor blev serien i starten omdøbt til ”Teenage Mutant Hero Turtles” i Europa,” forklarer Christopher H. Andersen.

Indgrebet lagde ikke en dæmper på efterspørgslen. I perioden 1988 til 1992 indbragte salget af Turtles-produkter over 1 milliard dollars – kun overgået af G.I. Joe (i Europa kaldet Action Man) og Star Wars-legetøj.

”En overgang kunne man få alt med Turtles: flippermaskiner, morgenkåber, tandpasta, you name it,” siger Christopher H. Andersen. Særlig populært var paddernes første Nintendo-spil, der solgte 4 millioner eksemplarer, selv om det med Christopher H. Andersens ord er ”forbandet svært og grænsende til det umulige at gennemføre”.



Fænomenet ramte Danmark, da Turtles' første biograffilm fik premiere i 1990 under den lidt kejtede titel ”Skøre teenage ninja skildpadder”. Her fik figurerne liv af atletiske skuespillere, der hoppede rundt i Turtles-kostumer fra muppetskaberen Jim Hensons værksted. Dukkeførere fjernstyrede de mekaniske hoveders læber og ansigtsudtryk ved hjælp af joysticks.

Også herhjemme reagerede Statens Filmcensur på brugen af ninjavåben og smækkede en 12-års-grænse på filmen. Det forhindrede ikke padderne i at trække over 120.000 danskere i biografen. På verdensplan endte filmen som årets niendemest sete, og så blev der ellers smedet, mens jernet var varmt. Den næste film fulgte mindre end et år efter, og i mellemtiden tog Turtles-figurerne på en verdensomspændende koncertturné – naturligvis sponsoreret af en stor pizzakæde.

Paddefeberen greb sådan om sig, at også levende skildpadder blev en efterspurgt handelsvare. Desværre mistede mange børn hurtigt interessen for deres nye kæledyr og satte dem ud i floder og damme, hvor de gjorde skade på de lokale økosystemer. Det førte til, at EU i 1997 måtte forbyde importen af den mest populære art sumpskildpadde, den rødørede terrapin, til Europa.

Men da var Turtles-bølgen også ebbet ud. Samme år skrabede franchisen bunden med den billige tv-serie ”The Next Mutation”, hvor fire skuespillere i dragter fik selskab af en femte ninjapadde, Venus de Milo, hvis køn tydeligt fremgik af to udbulninger på skjoldets bug! Peter Laird har selv kaldt ”The Next Mutation” for det værste Turtles-produkt nogensinde.



Da en ny, tegnet tv-serie kom til verden i 2003, sikrede Laird sig, at seriens tone lå tættere på det oprindelige forlæg. Også den computeranimerede spillefilm ”TMNT” fra 2007 udviste respekt for originalmaterialet, siger Christopher H. Andersen. Han fremhæver denne som den kvalitetsmæssigt bedste Turtles-film: 

”Den er helstøbt og gennemført, men også så dyster, at man spørger sig selv, om det overhovedet er en børnefilm.”

Siden har en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (herhjemme udgivet på dvd) haft succes med at genetablere paddernes univers. LEGO begyndte at producere Turtles-legetøj på licens i 2013, og sidste sommer bragte Michael Bay figurerne tilbage til det store lærred, på samme måde som han gav et andet tv- og legetøjsfænomen fra 1980'erne, ”Transformers”, nyt liv som mega-biobasker.

I den Bay-producerede ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, instrueret af Jonathan Liebesman, optræder computergenererede padder ved siden af rigtige skuespillere. Og ganske som den allerførste film fra 1990 overraskede mange ved at blive et kæmpehit, strømmede både nostalgiske voksne og små drenge i biograferne for at opleve de moderniserede Turtles anno 2014.



En fortsættelse blev hurtigt premieresat til sommeren 2016, og at dømme efter biografpublikummets aldersspredning – og reaktionen fra de gæster, som besøger Christopher H. Andersens hjem – vil nostalgiens faktor gøre sit til at holde liv i ninjaskildpaddernes popularitet i lang tid fremover.

”Når folk ser mine Turtles blandt det gamle legetøj, jeg har stående fremme, bliver de bløde i knæene og får et helt særligt lys i øjnene, fordi de husker figurerne fra deres barndom,” konstaterer legetøjseksperten.

”Teenage Mutant Ninja Turtles” er ude på VOD og udkommer på dansk dvd, blu-ray og 3D-blu-ray den 27. december. Fortsættelsen, "Teenage Mutant Ninja Turtles 2", har forventet biografpremiere 3. juni 2016. Dokumentarfilmen "Turtle Power: The Definitive History of the Teenage Mutant Ninja Turtles" er tilgængelig på dvd.



TURTLES-TIDSLINJE

  • 1984: Tegneserieskaberne Kevin Eastman og Peter Laird udgiver selv det første nummer af hæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, der er en bizar superhelteparodi.
  • 1987: Legetøjsfirmaet Playmates Toys ønsker at producere figurer med Turtles og lancerer en tegnet tv-serie som reklamesøjle for sortimentet. Serien bliver et hit og sætter skub i den globale Turtles-feber.
  • 1989: Konsolspillet ”Teenage Mutant Ninja Turtles” bliver et af alle tiders bedst sælgende Nintendo-spil.
  • 1990: Den første spillefilm, ”Skøre teenage ninja skildpadder”, bliver et internationalt biografhit. Turtles-skuespillerne drager på verdensturné i deres kostumer og giver koncerter.
  • 1991: Den anden spillefilm, ”Ninja Turtles II: Gåden om det grønne slim”, får premiere.
  • 1993: Den tredje spillefilm, ”Teenage Mutant Ninja Turtles III”, sender padderne tilbage i tiden til det feudale Japan. Filmen sælger ikke nær så mange billetter som de foregående.
  • 1997: En udskældt tv-serie, ”Ninja Turtles: The Next Mutation”, introducerer den kvindelige ninjapadde Venus de Milo.
  • 2003: En ny tv-tegnefilmserie genetablerer Turtles-universet.
  • 2007: Padderne gør biograf-comeback i den computeranimerede film ”TMNT”.
  • 2009: Konglomeratet Viacom køber rettighederne til Turtles-figurerne. Deres synergiplan indbefatter en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (2012-), som skaffer Turtles mange nye fans, og den seneste spillefilm (2014), der sælger langt bedre end forventet i amerikanske biografer.

tirsdag den 2. december 2014

Bag om ”Tidsrejsen" (2. del): Interview med forfatteren Poul Berg

EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA!

Selv om DR1's nye julekalender, ”Tidsrejsen”, selvfølgelig først startede i går, 1. december, har utålmodige sjæle allerede i flere uger kunnet smugåbne historiens låger og endda læse slutningen længe før juleaften. Seriens hovedforfatter, Poul Berg, har nemlig skrevet julekalenderens manuskript om til en roman, som forlaget People's Press udgav som hardcover den 12. november.

Nedenfor taler Poul Berg med Bries Blog-O-Rama om både bogen og tv-serien ”Tidsrejsen”, om trenden med kloge piger i moderne julekalendere og seriens åbenlyse inspiration fra ”Tilbage til fremtiden”-filmene.

Læs også mit interview med producenten af "Tidsrejsen", Bo Mortensen



Idéen

POUL BERG: ””Tidsrejsen” er baseret på et oplæg, som DR købte fra Nordisk Film & TV. Oplægget var ikke flyvefærdigt; der manglede et persongalleri og en narrativ motor. Jeg blev spurgt af DR, om jeg ville udbygge historien, og de gav mig frie hænder til at skrive manuskriptet.”

”Jeg sagde selvfølgelig ja, for julekalenderen er et fantastisk format, hvor man har friheden til at gøre vilde ting og folde eventyret vanvittigt og morsomt ud. Man kan afsøge tangenter og tillade sig mere i julekalendere end i andre genrer. Sofie, vores hovedperson i ”Tidsrejsen”, møder for eksempel personer undervejs, som hun bestemt ikke havde regnet med at møde, og som hun aldrig havde mødt uden en tidsmaskine.”

”Sofies drivkraft er at bringe sine fraskilte forældre sammen igen. Uden at afsløre for meget, så kommer hun til at ændre sit blik på deres skilsmisse i løbet af december måned.”

"DR's dramachefer og jeg trak de elementer ud af oplægget, som vi havde lyst til at bruge og gå videre med. Vi vidste, at det skulle være en tidsrejsejulekalender, og at den også skulle handle om skilsmisse.”

Sofie (Bebiane Kreutzmann) fanget mellem sine to forældre | pr-foto: DR/Søren Bay

En moderne julekalender

”TV 2 redefinerede julekalendergenren med ”Jesus og Josefine” (2003), der lagde sig mere op ad en ”rigtig” tv-seriestruktur. Ikke at julekalenderne nødvendigvis blev mere naturalistiske, men man tog tingene mere alvorligt, og der blev skruet op for mange parametre. Det løftede genren til det næste niveau.”

”Samtidig begyndte man at hyre filmfolk til at lave julekalenderne. Det var den samme omvæltning, som DR Drama havde oplevet tidligere, hvor man fra og med "Taxa" (1997) begyndte at hente filminstruktører, filmfotografer og professionelle manusforfattere ind på tv-serierne. ”Absalons hemmelighed” (2006) blev den første af DR's julekalendere, som samlede tråden op og fulgte i fodsporene på ”Jesus og Josefine”.”

TV 2's nyskabende "Jesus & Josefine" (2003) | pr-foto: Cosmo Film

"Sofies farfar, Alfred, citerer Albert Einstein flere gange i løbet af serien: ”Der er to måder at leve livet på. Som om intet er et mirakel, eller som om alt er et mirakel”.”

”At det i ”Tidsrejsen” igen er en klog pige, som har hovedrollen i en julekalender, er helt tilfældigt. Det passede bare godt til den historie, vi ville fortælle. Sofie er videnskabsnørd og en ordensfikseret type, som tror, at alt kan løses ud fra logisk tankegang. Men efterhånden som handlingen udvikler sig, erfarer hun, at videnskab og logik ikke altid er løsningen på problemerne. Sofie forstår sig ikke på det kaos, som er forbundet med følelser og kærlighed. Det er fordi, hun ikke har oplevet det endnu.”

”Sofies modsætning er drengen Dixie, der er historiens Peter Pan-figur. Han gider ikke orden; han er bare ude på eventyr. Kontrasten mellem ham og Sofie fungerer godt.”

Tidsrejseaspektet

”Scenerne fra 1984 vil tiltale forældregenerationen, fordi de har været der og kender referencerne til Kim Schumacher og Poul Schlüter. De unge seere vil forhåbentlig stå på eventyret og udforske denne anden verden med sjovt hår, farverigt tøj og pastelfarver.”

”Vi har forsøgt at forklare så lidt som muligt af, hvordan det her med tidsrejserne fungerer. Vores mål var, at scenerne skulle give mening i øjeblikket for seeren, og heldigvis har det unge publikum et ret højt abstraktionsniveau, fordi de ser animationsfilm og alle mulige vilde ting på nettet. Måske er det børnene, som bliver nødt til at forklare deres forældre, hvordan nogle af scenerne hænger sammen – ikke omvendt.”

”Hvis man stiller alt for mange spørgsmål i tidsrejsefortællinger, må man erkende, at det ikke altid holder vand. Men sådan er præmissen, og det må vi acceptere, for ellers kan vi ikke fortælle eventyret. Man vil altid kunne finde huller i den slags historier, og nogle gange kan man som forfatter godt slå sig selv i hovedet, fordi det aldrig vil komme til at hænge sammen. Men så må man håbe, at seeren engagerer sig i relationerne imellem figurerne, hvis logikken indimellem har trange kår.”

Dixies ATV fra "Tidsrejsen" | pr-foto: DR/Søren Bay

”Vi lægger ikke skjul på, at vi har skelet meget til ”Tilbage til fremtiden”-filmtrilogien [af Robert Zemeckis]. Den ATV, som er Dixies tidsrejsekøretøj, er en tydelig reference til Marty McFlys DeLorean. Vi havde brug for et køretøj, som det var troværdigt, at seriens børneskuespillere kunne køre på. Gyroen, som Sofies farfar Alfred opfinder, er også inspireret af ”Tilbage til fremtiden”.”

”"Tidsrejsen" ligger lidt i slipstrømmen af et tidsrejseboom i amerikanske blockbustere: ”Looper”, ”X-Men: Days of Future Past”, ”About Time”, ”Interstellar”, ”Edge of Tomorrow” … Jeg kunne meget godt lide ”About Time” og ”Looper”. Men det er faktisk nemmere at finde tidsrejsefilm, der ikke er vellykkede.”

Tony Scotts ”Deja Vu” er et eksempel på, hvordan figurerne midt inde i filmen begynder at forklare, hvordan det kan lade sig gøre, og så hopper kæden fuldstændig af, fordi det animerer publikum til at stille de forkerte spørgsmål. Når de i ”Tilbage til fremtiden del II” begynder at forklare alle mulige detaljer om tidsrejser, går det galt. Det skal man aldrig gøre!”

Doc Brown (Christopher Lloyd) tegner og forklarer i "Tilbage til fremtiden del II" (1989) | framegrab

Bogen

”Produktionsholdet bag ”Tidsrejsen” tog tidligt initiativ til at udgive historien som roman. Serien og bogen har for mig været to sideløbende processer. Jeg skrev manuskriptet først og omskrev det så til prosa, imens jeg skrev videre på manuskriptet.”

”Tidsrejseaspektet kan til tider være kompliceret, og så tænkte vi, at det ville være en god idé, hvis seerne kunne have en bog ved hånden, så de kan gå tilbage og læse i de tidligere kapitler, hvad det lige var, der var sket.”

”Bogen er også et forsøg på at brede universet ud for at se, om figurerne kan leve videre uden for tv-serien. Og hvis vi kan animere nogle af de unge seere til at læse bøger, vil det være en stor bedrift.”

Forsiden af "Tidsrejsen" (People's Press)
”Målgruppen er tweens, og bogen er ikke tænkt som en højtlæsningsbog, men en rigtig roman på 282 sider. Det ville blive for kompliceret at koge fortællingen ned til en højtlæsningsbog. Det er en rimelig stram historie, som ikke kan undvære ret mange af sine plotdetaljer, før det hele falder fra hinanden.”

”Bogen er ikke spoilerfri. Hvis man læser den til ende, ved man også, hvad der kommer til at ske i julekalenderens sidste afsnit. Det er op til den enkelte, om han eller hun vil læse fremad. Der findes jo mange serier og film, der har et bogforlæg, uden at det ødelægger oplevelsen.”

Poul Berg er hovedforfatter på DR1's julekalender ”Tidsrejsen” (2014). Han har tidligere bl.a. været medforfatter og instruktør på de Emmynominerede familiedramaserier ”Mille” (2009) og ”Limbo” (2012) samt episodeforfatter på DR1-julekalenderen ”Absalons Hemmelighed” (2006). Hans yndlingsjulekalendere fra barn- og ungdommen er ”Jul i Gammelby” (1979) og ”Jul på Slottet” (1986).


> Meget mere julekalender på Bries Blog-O-Rama


Poul Berg | pr-foto: People's Press