tirsdag den 26. juli 2011

"Senna": Han kørte med Gud

»Senna havde en aura om sig. Når han sagde noget, lyttede folk. Også fordi han gav så meget af sig selv. Man vidste, at når han satte sig i en racerbil, præsterede han 110 % hver gang,« siger den danske motorekspert Rainer Bambino om Ayrton Senna.

Den brasilianske Formel 1-helt døde bag rattet i 1994. Nu er Ayrton Senna atter aktuel, idet han er emnet for en særdeles vellavet dokumentarfilm, "Senna", som Universal Pictures udgav på dvd og blu-ray i Danmark i sidste uge (19. juli).

Begge formater er udstyret med et interessant kommentarspor, der belyser, hvordan filmmagerne – udelukkende ved brug af arkivmateriale – har lagt en dramatisk effektiv treakts-struktur ned over Ayrton Sennas liv. På begge skiver findes også en lidt cheesy reklamespot for Sennas filantropiske virke.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en Special Extended Version, som fletter knap en time nye filminterviews med bl.a. Ayrton Sennas holdmakker og rival, Alain Prost, ind i filmforløbet. Endelig får blu-ray-køberne et 38 minutter langt radiointerview og et sammenklip af Senna-familiens hjemmevideoer.

Forstand på Formel 1 er slet ikke et krav for at nyde Asif Kapadias "Senna", der tegner et medrivende portræt af den karismatiske, gudfrygtige stræber, som blev Brasiliens lysende folkehelt. Jeg smuglyttede til reaktionerne i baren efter filmens danske premiere, der fandt sted i Cinemateket i juni 2011.



REPORTAGE OM DOKUMENTARFILMEN "SENNA"
"I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig"
Brian Iskov, Politiken Film 9. juni 2011

Blandt de mange velklædte eksilbrasilianere, der oven på aftenens film dupper deres blanke øjne, mens de med slet skjult bevægelse nedsvælger en dulmende caipirinha, rager en høj dansker op.

Manden er teknisk konsulent ved FDM. Engang var han mekaniker for Thorkild Thyrring. Selv bærer han det prægtige, Bjergkøbing-klingende navn Rainer Bambino.
Den energiske motorentusiast behøver kun ét stikord for at tryllebinde de omkringstående i Cinematekets Asta Bar.
Ordet er Senna. Som i Ayrton Senna, tredobbelt verdensmester i Formel 1.

»Han dansede på grænsen til det mulige. Tænk bare på Interlagos (Brasiliens grandprix i 1991, red.), hvor hans gearkasse sætter ud, og han tilbagelægger de sidste syv omgange i sjette gear på en våd bane. Enhver anden var kørt i pit og havde sagt »tak for i dag«. Men ikke Senna. Han holder føringen og er nærmest besvimet, da han kører i mål,« beretter Bambino med smittende indlevelse.


'Senna' er også navnet på den britiske dokumentarfilm, som denne tidlige juniaften fejrer dansk premiere i Cinemateket. Filmhuset i Gothersgade viser Asif Kapadias film yderligere to gange, inden den når dvd-hylderne i [juli] måned.
Hovedpersonen døde 17 år tilbage, men takket være rigtholdigt arkivmateriale og aldrig før sete klip kan Ayrton Senna selv viderebringe sin historie på lærredet.

Som få andre sportsmænd var Senna veltalende, tankefuld og filosofisk omkring sin lidenskab, og for sine landsmænd blev han et ideal i ordets egentlige forstand. Et forbillede, hvis stråleglans fyldte folkets hjerter med troen på, at det ikke kun var lutter nedtur og dårligdom at være brasilianer. Sydamerikas største land kastede militærdiktaturets åg af sig i 1980'erne, kun for at drukne i hyperinflation og korruption i stedet. Ayrton Senna udgjorde i årene efter Pelé det enlige lyspunkt, der bragte nationen sammen.

Senna var ingen gadedreng, der rejste sig fra slummen som en knejsende føniks. Tværtom voksede han op med sølvske i munden og pedaler under sålerne. Som fireårig fik han sin første hjemmebyggede minigokart af sin far, en velhavende landbesidder.

Til gengæld donerede den voksne Senna millioner af sin formue til bekæmpelse af fattigdom. Han stiftede Instituto Ayrton Senna for at hjælpe de gadebørn, der så op til ham, med at få en uddannelse – en gestus, som generationer af brasilianere vil huske ham for. Mønsterkatolik var han også, hvilket næppe heller har skadet eftermælet. »Intet kan adskille mig fra Guds kærlighed«, lyder Sennas gravskrift på São Paulos Morumbi-kirkegård.

Superraceren nåede tilmed at få sit eget opbyggelige tegneserie-alter ego i juniorstørrelse, 'Senninha', kort inden han forulykkede som 34-årig i det uheldssvangre San Marino Grand Prix 1994.
»Han ville bare være den hurtigste, koste hvad det ville. Gennem hele sin karriere knoklede han for at perfektionere han sin kørestil. Han udfordrede konstant sig selv og kunne presse middelmådige biler til at yde over evne,« forklarer Rainer Bambino.

Samtidig havde Senna blik for sin besættelses lumske understrøm: »I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig,« erkendte han. »For det kan forsvinde på et splitsekund. Det hele.«



De sidste dage af april 1994 gengiver filmen med en nærved ubærlig grundighed. På den italienske Imola-bane mister Sennas elev og landsmand, Rubens Barrichello, kontrollen under fredagens træning. Han slår to kolbøtter i sin Jordan, men slipper med skrækken. Dagen derpå rammer østrigeren Roland Ratzenberger muren frontalt. Han er død på stedet.

Enestående optagelser fra løbets kulisser viser en indadskuende Senna i dyb splid med sig selv. Skal han fortsætte? Indstille karrieren? Hvor meget er en førsteplads værd?

Næste morgen, søndag 1. maj, taler Senna i versaler på et lukket møde, hvor han og kollegerne plæderer for stramninger af sportens sikkerhedsregulativer. Han sætter sig bag rattet i den Williams, hvis avancerede computerteknik har drillet ham og teknikerne hele weekenden. På syvende omgang skraber bunden af bilen kortvarigt mod asfalten i den frygtede Tamburello-kurve. Gnister fyger. Vejgrebet glipper. Da Senna vædrer betonbarrieren, viser speedometeret 217 km/t.

13 år og utallige retssager senere, i 2007, placerede den italienske appeldomstol skylden for Ayrton Sennas dødsulykke på en defekt rataksel, dårligt design og slet udførte modifikationer i Williams-bilen.
»Sikkerheden inden for motorsport er mangedoblet siden den weekend,« påpeger Rainer Bambino.
»Man har indført chikaner (S-sving, red.) på mange baner for at nedsætte hastigheden, ligesom der nu er faste lægeteams og hospitalsfaciliteter ved anlæggene. I bilerne får kørerne spændt et sikkerhedssystem på nakke og hjelm, og kraftige sideskørter er nu påkrævet i cockpitterne.«

Han minder om, hvad der skete, eller rettere ikke skete, da australieren Mark Webber sidste år strejfede en forankørende bil ved det europæiske grandprix i Valencia.
»Webbers bil flippede 180 grader baglæns i luften, landede på snuden og tippede om på hjulene, inden den ramte barrieren. Og alligevel trådte Webber uskadt ud af vraget. For 20 år siden havde han aldrig overlevet det styrt,« fastslår den danske ekspert.



Ayrton Senna er den 24. og til dato sidste kører, der er omkommet på en Formel 1-bane. Da lægerne erklærede Senna død, forkyndte den brasilianske regering tre dages landesorg. 17 år efter, på den anden side af kloden, formår hans skæbne endnu at animere sindene. Koret af snøftende herrer vokser til et hulkende crescendo i Cinematekets sal, efterhånden som filmens sidste akt malker San Marino-grandprixet for tragisk suspense.

Bambino fortæller, at han på tiårsdagen for Sennas død besøgte Imola med en FDM-gruppe. En af dem draperede et medbragt brasiliansk flag over det hegn, hvorfra Sennas mindesmærke skuer ud mod den forbandede kurve. Senere samme dag kom gruppen tilbage. Flaget hang der endnu.
Hundreder af fans havde respektfuldt skrevet deres navnetræk hen over stoffet.


EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE FOR BRIES BLOG-O-RAMA:
SENNA vs. PROST – MIN BEDSTE FJENDE

Da Ayrton Senna skriver kontrakt med McLaren i 1988, kommer han på hold med franske Alain Prost, som på det tidspunkt er nummer ét på verdensplan.
»Prosts kørestil var klog og analytisk kalkulerende. Hvis han kun behøvede en tredjeplads for at vinde et løb, kørte han efter tredjepladsen. Senna var mere her og nu; for ham gjaldt det kun om at køre stærkt og om at vinde,« fortæller Rainer Bambino fra FDM.

Med så to store egoer på samme team, hvor de begge konkurrerede om at blive verdensmester, måtte det gå galt. I 1989 puffer Prost sin holdmakker ud af banen ved det japanske grandprix. Året efter giver Senna igen med samme mønt allerede i første kurve. Begge diskvalificeres.

Den indædte rivalisering mellem verdens to bedste F1-kørere eskalerer over flere år, hvor deres kontroverser rydder forsiderne. En pr-mæssig gave til motorsporten. Men da Senna bisættes i 1994, bærer Alain Prost kisten i processionen som nummer to i rækken.


Fakta: AYRTON SENNA
  • Brasiliansk væddeløbskører, født 21. marts 1960 i São Paulo, død 1. maj 1994 i Imola, Italien.
  • Deltog i sit første gokart-løb som 13-årig.
  • Formel 1-debut i 1984 for Toleman-Hart.
  • Kørte 1985-87 for Lotus-Renault.
  • Fra 1988-1993 holdkammerat til (og rival med) franske Alain Prost hos McLaren-Honda.
  • Skiftede i 1994 til Williams-Renault, men omkom samme år i en eneulykke under San Marino Grand Prix, kun 34 år gammel.
  • Blev verdensmester i 1988, 1990 og 1991. Vandt i alt 41 sejre på 162 grandprixer.
  • Fra 1989 til 2006 holdt han rekorden for flest pole positions (65 startpositioner som nr. 1).
  • Kåret som århundredets største sportsmand i Brasilien og som alle tiders bedste F1-kører i en afstemning blandt 217 kolleger.
  • Kun to væddeløbskørere (Michael Schumacher og Alain Prost) har vundet flere løb end Ayrton Senna.

torsdag den 21. juli 2011

"Brudepiger": Kønskampen på komedie


Ganske tilfældigt har min seneste arbejdsuge formet sig som en slags feministisk temauge om humor. I søndags (17. juli) skrev jeg i Jyllands-Posten om fraværet af kvindelige stand-up-komikere i Danmark. Anledningen var TV 2 Zulus sommerserie "Vild med comedy", der lader otte kendisser af hunkøn komme til comedy-fadet.

Mit interview med Anne Kejser og Carsten Bang om stand-up:
> Sjove, sjove piger
Brian Iskov i Morgenavisen Jyllands-Posten 17. juli 2011 (NB! kræver JP-abonnement)



I dag, torsdag 21. juli, kan jeg så bryste mig af at være forsideleverandør til såvel 1. som 2. sektion af Politiken, hvor jeg sætter luppen over dagens biografpremiere, "Brudepiger". Det Judd Apatow-producerede surprise-hit markerer et gennembrud for Hollywoods sjove, grove hunkøn.

Min hovedartikel i kultursektionen går i dybden med den aktuelle "brudepigefeber", som har sat skub i ligestillingen inden for den amerikanske filmindustri:

> Kønskampen på komedie
Politiken 21. juli 2011 (NB: kræver login til bibliotek.dk)

Den kortere 'teaser' fra 1. sektion kan du både læse herunder og på politiken.dk:



Platte brudepiger åbner nye døre for kvinder
Brian Iskov, Politiken.dk 21. juli 2011

Indtil de grovkornede ’Brudepiger’ flyttede hegnspælene i skellet mellem mande- og kvindekomedier, nærede den amerikanske filmindustri en udtalt berøringsangst over for film med sjove kvinder i hovedrollerne.

Men instruktøren Paul Feigs ensemblekomedie, som får dansk premiere i dag, er blevet sommerens toneangivende hit i hjemlandet.

I skrivende stund har de amerikanske biografgængere indsat 161,5 millioner dollar på brudepigernes konto, hvilket vipper de hidtidige box office-dronninger fra ’Sex and the City’ af pinden.

Lige så vigtigt i filmselskabernes øjne er den åbenbaring, at mænd også griner med, når denne tøseflok gør dem rangen stridig i vulgaritet, seksuel ligefremhed, begær, sårbarhed og kampdruk.

Kvindelige komiske talenter får det lettere
Succesen har åbnet dørene for filmbyens kvindelige komiske talenter, som med ét er kommet i så høj kurs, at man i branchen taler om fænomenet ’brudepigeeffekten’.

Stjernen i og hjernen bag ’Brudepiger’, Kristen Wiig, har netop fået grønt lys til at realisere sit drømmeprojekt, ’Imogene’: en sort komedie om en kvinde, som foregiver at tage sit liv for at fange sin ekskærestes opmærksomhed.

Wiigs medforfatter på ’Brudepiger’, Annie Mumolo, har solgt en idé til Paramount sammen med filmens bramfri tykke dame, Melissa McCarthy, der desuden avancerer til hovedrollen i Paul Feigs næste komedie.

Forfatterne af "Brudepiger": Kristen Wiig (t.v.) og Annie Mumolo

Kan være vendepunkt for feminisme og filmkomik
Flere håber, at den gryende interesse for kvindernes perspektiv ikke blot vil hjælpe ligestillingen i komediegenren, men også i selve Hollywood, hvor 24 procent af alle film- og tv-manuskripter i 2009 var signeret af kvindelige forfattere.

Som Time Magazine erklærer: »Dette kan være et vendepunkt for feminisme og filmkomik«.

Webmagasinet salon.com svinger sig højere op: »De kvindelige filmkomediers svar på den første farvede præsident«.

»Det er mere grænseoverskridende«
Genren har ellers længe været drengerøvenes legeplads, med ’Tømmermænd i Thailand’ som den aktuelle målestok. Den danske skuespiller Louise Mieritz, der i 2005 selv prøvede kræfter med en bryllupskomedie i filmen ’Den store dag’, har flere gange testet grænserne for kvindehumor med kabaretgruppen Emmas dilemma.

Hun vurderer, at den traditionelle børneopdragelse, der giver hankønnet mere plads til at udfolde sig frit, stadig præger vores opfattelse af humor som et maskulint domæne:

»Piger får point for at være pæne og artige, mens drenge får klap på skulderen for at opføre sig frækt. Derfor bliver det en større satsning for en kvinde at udstille grimhed og utjekkethed. Det er mere grænseoverskridende« siger Mieritz.




EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE MED LOUISE MIERITZ:
Rapport fra andedammen

Såvel i Dannevang som i Hollywood graver filmkomedierne gerne de samme grøfter dybere – med shopping og tøsefnidder ('Nynne'), humorforladte karrierekvinder ('Simon & Malou') og bryllupshurlumhej ('Den store dag') – når pigerne tager kampen op mod drengerøvenes dominans.

Louise Mieritz modtog i 2005 anmelderroser for sin hovedrolle i 'Den store dag', en arketypisk romantisk bryllupskomedie efter amerikansk snit. Men publikum mødte ikke op til festen. De 51.179 billetter, som Morten Arnfreds film solgte, blegnede især i forhold til Tomas Villum Jensens 'Solkongen', der fik premiere en måned tidligere. Dén komedie trak 348.304 danskere af huse.

»'Solkongen' havde det fortrin, at den udsprang af et mandeperspektiv. Hvorimod en mand ikke ville synes, det var cool at møde på arbejde om mandagen og sige, han havde brugt weekenden på at se 'Den Store Dag',« erkender Louise Mieritz i bakspejlet.

Så sent som i februar 2011, da hun og Ditte Hansen forestod uddelingen af årets Bodil-filmpriser, måtte hun sande, at fordommene over for kvinder i komisk regi stadig lever i bedste velgående.
»Vi mødte flere, som ikke troede på, at vi selv havde skrevet vores materiale,« fortæller Mieritz, der så sig selv og sin kollega beskrevet i pressen som 'det østrogene makkerpar': »De ville jo ikke skrive det modsatte, hvis vi havde været mænd.«

Louise Mieritz i "Den store dag" (Foto: Jens Juncker-Jensen)


Sagt om kvinder og komik

»Ingen mand bryder sig om at få sin historie fulgt op af en bedre og friskere fra en kvindes læber.«
Kate Sanborn i bogen 'The Wit of Women', skrevet i 1885(!)

»På sin vis ønsker mænd ikke, at kvinder er morsomme. De ser dem helst som publikum, ikke som rivaler. Og der findes et enormt, bristefærdigt reservoir af mandlige bekymringer, som kvinder ville have for nemt ved at udnytte.«
Christopher Hitchens, forfatter, i magasinet Vanity Fair

»Mænd føler sig truet af morsomme kvinder. De spørger mig, 'Har du også tænkt dig at lave sjov i sengen?'«
Joan Rivers, amerikansk stand-up-komiker

»Hver gang en dårlig kvindelig stand-up-komiker går på scenen, sidder der en eller anden idiotisk blogger, som kan udlede deraf, at kvinder ikke er sjove.«
Tina Fey, skuespiller og forfatter, i sin bog 'Bossypants'

»Vores kulturelle værdier er mandlige. Når en kvinde siger, at en mand er sjov, svarer det til, at en mand siger, en kvinde er smuk.«
Fran Lebowitz, forfatterinde, i Vanity Fair

»Der var engang, i 1930'erne og 40'erne, hvor koner (og eks'er) var morsomme, f.eks. i romantiske lystspil som 'Sensationen' og 'Den frygtelige sandhed', hvor mænd og kvinder forhandlede kønnenes nye lighed på plads omgivet af ordspil og falden på halen. Blev kvinder mindre morsomme af at opnå større lighed? Eller får nutidens mandlige komedieforfattere det bare til at se sådan ud?«
Manohla Dargis, filmkritiker i The New York Times (om forårets drengerøvskomedie 'Alt tilladt')

»Det er okay for mænd at opføre sig naragtigt. Når kvinder forsøger sig, regnes de for aggressive og påståelige.«
Madeline Kahn, skuespiller, 1975

onsdag den 13. juli 2011

One take: Steadicam-blær og dolly-lir

Af to grunde så jeg enormt meget frem til "Hanna": engelske Joe Wrights bud på en intelligent actionthriller, som lidt forsinket nåede de danske biografer i sidste uge.


Den ene grund var Saoirse Ronan. Bare 17 år, men allerede så sej og stærk og fin og sitrende i sit nærvær, at der skal en Cate Blanchett til at yde hende kvalificeret modspil. Uden Ronan i titelrollen havde jeg næppe givet lige så lang snor til "Hanna", hvis historie og stil i sidste ende bliver lovlig fortænkt og distanceret.

Den anden grund var forventningen om en flere minutter lang Steadicam-sekvens, som ifølge rygterne skulle være helt på højde med Joe Wrights svimlende kameratur blandt soldaterne på Dunkirk-stranden i "Soning" (hvori Saoirse Ronan også brillerede).


I "Hanna" gælder kunststykket et ubrudt take, der følger Hannas far (Eric Bana) fra en berlinsk busstation, gennem byens gader og ned i en undergrundsstation, hvor han egenhændigt nedlægger en flok angribende agenter i brutal nævekamp, inden han tager flugten og forsvinder op ad trappen.


Jeg gentager: et ubrudt take. DET HELE SKER I ÉN INDSTILLING.


Og til forskel fra Brian De Palmas aggressive "se mig!"-rundtosseri i film som "Snake Eyes", eller Alfonso Cuaróns virtuose showstopper-sekvenser fra "Children of Men", har Wright ikke snydt det mindste i klipperummet. Scenen er optaget, ganske som du ser den i filmen.

"I do really love the bravado of [that kind of shot]," fortæller Joe Wright i et interview på Ain't It Cool.

"I only had one day to do this sequence because of the budget, so it's a kind of all-or-nothing gamble. With that short window of shooting, you rehearse for seven hours and then have maybe a three- or four-hour window of shooting at the end of the day. And also it's about catching the light; it's about catching the magic hour."

Det perfekte take, som ses i "Hanna", er ifølge Eric Bana nummer to ud af syv. Sejt er kun et fattigt ord.

Hanna
(2011, Joe Wright)
Cheffotograf: Alwin H. Küchler
Steadicam-operatør: Peter Robertson



I tilgift til "Hanna"s mest blærede scene kan man også finde en lang række andre af filmhistoriens mest imponerende Steadicam- og dolly-ture på nettet. Vær klar til at tabe næse og mund:

Soning (Atonement)
(2007, Joe Wright)
Cheffotograf: Seamus McGarvey
Steadicam-operatør: Peter Robertson
Bag kulisserne: http://youtu.be/3uytGHDRPYg



Children of Men
(2006, Alfonso Cuarón)
Cheffotograf: Emmanuel Lubezki
Bag kulisserne: https://www.youtube.com/watch?v=GJprbCuWdHo



GoodFellas
(1990, Martin Scorsese)
Cheffotograf: Michael Ballhaus
Steadicam-operatør: Larry McConkey
Bag kulisserne: https://youtu.be/IBMKyNJvNV8



Øjnenes hemmelighed (El secreto de sus ojos)
(2009, Juan José Campanella)
Cheffotograf: Félix Monti
Bag kulisserne: https://youtu.be/m6voCojHTxQ



Hard Boiled
(1992, John Woo)
Cheffotograf: Wong Wing-Hung



Soy Cuba
(1964, Mikhail Kalatozov)
Cheffotograf: Sergej Urusevskij



Oldboy
(2003, Chan-wook Park)
Cheffotograf: Chung-hoon Chung



Politiets blinde øje (Touch of Evil)
(1958, Orson Welles)
Cheffotograf: Russell Metty



The Player
(1992, Robert Altman)
Cheffotograf: Jean Lépine


MERE ONE TAKE-GUF:

Aleksandr Sokurov: Russian Ark (hele filmen er ét take)
Linda Wendel: One Shot (ditto – jævnfør titlen)
Michelangelo Antonioni: Profession reporter
Kenneth Branagh: Hamlet, Stor ståhej for ingenting (klip fra 04:48-07:29)
Bela Tarr: Werckmeister Harmonies
Gus Van Sant: Elephant
Jean-Luc Godard: Weekend
Andrej Tarkovskij: Solaris, Spejlet
Alfred Hitchcock: Rebet
Gaspar Noe: Irreversible, Enter the Void
Paul Thomas Anderson: Boogie Nights, Magnolia
Brian De Palma: stort set alle film
... føj selv flere til i kommentarfeltet!

FLERE ARTIKLER OM BLÆREDE TRACKING SHOTS:

> The Long Take – the greatest long tracking shots in cinema @bspcn.com
> History of long tracking shots rolls in film lore @latimes.com