lørdag den 19. november 2011

Overset filmperle #2: "Rachel Getting Married"

VISES PÅ TV3 LØRDAG 19. NOVEMBER 2011 KL. 23:15

Anmeldelse + interview med instruktøren Jonathan Demme og skuespilleren Anne Hathaway


På den ellers skuffende Venedig-filmfestival i 2008 var jeg så heldig at opleve en stor, hovedkulds forelskelse. I en film, vel at mærke.

Jonathan Demmes "Rachel Getting Married" deltog i hovedkonkurrencens sidste dage, og oven på den første festivaluges lange række af fusere føltes Demmes sanseligt vibrerende familiedrama som et livgivende kindkys fra en huldsalig brise.

Desværre vandt "Rachel Getting Married" ikke andet i Venedig end mit hjerte, ligesom den blev slemt forbigået ved Oscar-uddelingen året efter, hvor kun Anne Hathaway opnåede at blive nomineret for sin indsats. Men jeg kan anbefale at kigge med i aften, lørdag 19. november kl. 23.15, når TV3 viser en af de senere års mest oversete amerikanske filmperler.



Titlens Rachel (Rosemarie DeWitt fra "Mad Men") er ph.d.-studerende i psykologi, som har gaflet en charmerende afroamerikansk musikertype (Tunde Adebimbe). Hendes familie sætter alle sejl til for at gøre brylluppet på slægtens smukke landsted til en lykkelig begivenhed.
Men det bliver lillesøsteren Kym (Anne Hathaway), der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado. Snart stiger lastens lig op til overfladen med højlydte skvulp.

Anne Hathaway står i blomst som seriøs voksenskuespiller i den flerstrengede hovedrolle, mens Debra Winger gør indtryk i en kort, om end væsentlig optræden, der var hendes første i fire år. Men den egentlige stjerne er instruktøren Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”, "Vild og blodig"), som efter nogle år i glemslen fik lov til at spille på samtlige af sine forcer som iscenesætter. Med "Rachel Getting Married" hentede han sig et gevaldigt kunstnerisk comeback, der parrer dokumentargenrens håndholdte spontanitet med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm.

Som frisindet musikelsker med evigt receptive antenner kan Demme heller ikke dy sig for at væve et eklektisk boblende væg til væg-tæppe af diegetisk musik under billederne. Her er alt, hvad et lydhørt øre kan begære af improviseret jazz, rå rock, sitrende samba, svedig crunk og vemodige violintoner: det hele spillet live på settet af instruktørens venner (bl.a. Robyn Hitchcock og Zafer Tawil).


Selv om Jonathan Demme begejstret erklærede, at han havde tyvstjålet den organiske og spontane stil fra de danske dogmefilm og især Susanne Biers ”Efter brylluppet”, måtte vi vente ufattelig længe på at få "Rachel Getting Married" til Danmark.
Cinemateket endte med at samle titlen op, et halvt år efter Sony Pictures havde sneget filmen ubemærket ud på videohylderne herhjemme. Hvorfor Demmes smukke, vittige og bevægende værk måtte lide en så krank skæbne i sit "andet hjemland", kan du læse mere om her:

> "Rachel Getting Married": Hvorfor fa'en kom den aldrig i biografen?

Bonusinfo: Manuskriptet til "Rachel Getting Married" er skrevet af Jenny Lumet, der er datter af den nu afdøde instruktør Sidney Lumet. Til daglig ernærer Jenny Lumet sig som skolelærer for 7.-8. klassetrin. Desuden er hun entertaineren Lena Hornes barnebarn.

Ekstra bonusinfo: Filmen bar arbejdstitlen "Dancing with Shiva". Og Jonathan Demme ville oprindelig have haft sin instruktørkollega Paul Thomas Anderson ("Magnolia", "There Will Be Blood") til at spille Sydney: "Paul er charmerende, utrolig sympatisk og ser godt ud, så jeg tænkte, han ville være perfekt i rollen," fortalte han i Venedig. Demme endte dog med at caste sangeren Tunde Adebimpe fra musikgruppen TV on the Radio som Rachels brudgom.

Her følger mit interview med Jonathan Demme fra Venedig 2008 - plus nogle aldrig før udgivne citater fra mit møde med Anne Hathaway.


"RACHEL GETTING MARRIED": INTERVIEW MED JONATHAN DEMME
Comeback med danske aner
Brian Iskov i Børsen, 15. april 2009

I 2000 fejrede Cannes-festivalen en af sine bedre sæsoner, og i slutspurten satte Lars von Trier trumf på, da han rullede sin avantgarde-musical “Dancer in the Dark” ud i hovedkonkurrencen.

”Den blæste os alle omkuld”, husker filminstruktøren Jonathan Demme, som sad i juryen det år, hvor von Trier vandt De Gyldne Palmer. Også deres franske kollega, juryformanden Luc Besson, måtte bøje sig i støvet for det danske bidrag.

”Da vi gik ud af biografen, sagde Luc: "Du godeste, det føles som om, vi alle sammen spæner af sted, og alligevel kan vi kun se Lars von Triers ryg. Han er så langt foran os alle sammen." Og Luc Besson er altså ikke kendt for at være ydmyg,” klukker Jonathan Demme med sit karakteristiske, lune glimt i øjet.

Selv er den venlige amerikaner beskeden nok til at mene, han aldrig vil være i stand til at nå von Trier. ”Men det er skægt at jagte ham lidt,” smiler Jonathan Demme.

Den 65-årige filmveteran har ellers ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Branchefolk og cineaster har gennem tre årtier hyldet Jonathan Demme som ”en alsidig og skarpsindig iagttager af Amerikas multikulturelle landskab” – som Cinemateket skrev i omtalen af deres Demme-kavalkade [april 2009].


Med sin seneste kritikersucces, ”Rachel Getting Married”, går Jonathan Demme bogstavelig talt Lars von Trier i bedene. For det var tre danske film, der tændte Jonathan Demmes kreative gnist og gav ham lysten til at lave spillefilm tilbage, efter han egentlig havde lagt sin Hollywood-karriere brak.

”Jeg viste "Dancer in the Dark", Thomas Vinterbergs “Festen” og Susanne Biers ”Efter brylluppet” for mit filmhold,” røber Demme, da Børsen møder ham på filmfestivalen i Venedig. Særlig ”Efter brylluppet” satte dybe aftryk i newyorkerens sensible sjæl.

”Jeg synes, Biers film er pragtfuld. Den føles så spontan, som om kameraerne tilfældigvis befandt sig det rette sted på det rette tidspunkt, og skuespillerne virker fuldstændig frie og uinstruerede. Jeg tænkte, ”hvis vi kan ramme den stemning og det look, vil jeg blive meget glad.”


Med den tilnærmede dogmestil i ”Rachel Getting Married” forsøger Jonathan Demme med egne ord ”at lade publikum tænke og føle selv i stedet for at manipulere deres reaktioner frem.” Flere udenlandske anmeldere regner Demmes eksperiment for særdeles vellykket og mener, at instruktøren virker mærkbart revitaliseret af sin leg med det smidige, håndholdte kamera.

Men faktisk havde Jonathan Demme, trods Oscar-hæder for thrilleren ”Ondskabens øjne”, meldt sig ud af systemet. Træt af at slås mod nævenyttige producenter og dovne distributører trak han sig i 2004 tilbage fra mainstreamen for at dyrke den faktabaserede filmfortælling.
”Det er hårdt arbejde at lave spillefilm, og med tiden blev jeg stadig mere frustreret over, at filmselskaberne aldrig lægger lige så mange kræfter i projektet, som filmskaberne gør. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, "Den oplevelse må jeg ikke udsætte mig selv for igen". Så jeg holdt bogstavelig talt op med at læse manuskripter.”

Demme snublede første gang ind på faktavejen i 1986, da han besøgte Haïti. Et land, som han intet vidste om, men som forbløffede ham så meget, at han fik lyst til at fastholde sine rejseindtryk i levende billeder. ”Den britiske tv-station Channel 4 gav mig lov, og jeg elskede det. At lave dokumentarfilm føltes som at holde ferie,” husker han.
På portrætfilmen ”Cousin Bobby” (1990) arbejdede Jonathan Demme for første gang sammen med kameramanden Declan Quinn. Deres parløb gav instruktøren smag på mere dokumentarisme, og efter den politiske spændingsfilm ”The Manchurian Candidate” fra 2004 traf han beslutningen om at lægge fiktionen bag sig for altid.

Først da kollegaen Sidney Lumet stillede ham et tilbud, han ikke kunne afslå, øjnede Demme en mulighed for at kombinere de to udtryksformer, så de kunne krydsbestøve hinanden.
”Sidney ringede til mig og sagde, "Min datter [Jenny Lumet] har skrevet et manuskript, som du burde instruere." For at gøre Sidney en tjeneste læste jeg det, og til min store skræk elskede jeg, hvad Jenny havde skrevet! Intet andet manuskript havde kunnet få mig til at forlade dokumentargenren igen,” understreger Demme.


”Rachel Getting Married” blev skudt på high definition-video over seks uger, hvilket er ca. halvdelen af den tid, det normalt tager at indspille en amerikansk spillefilm. Jonathan Demme fortæller, hvordan han denne gang drog fordel af sin og filmfotografens dokumentariske erfaring:
”Da jeg viste manuskriptet til Declan Quinn, sagde jeg, "Måske kan vi styrke den visuelle tilgang til filmen, hvis vi prøver at få det til at ligne en – meget, meget smuk – hjemmevideo. Hvis vi kan skabe den fornemmelse af sandfærdighed, som vi føler, når vi ser vores egne eller vore venners hjemmevideoer, vil tilskueren føle sig mere involveret." Og Declan svarede, "Hvorfor lader vi ikke bare, som om vi optager en dokumentar? Uden at øve?"”

Og sådan blev det. Fotografen besluttede sig for at lyssætte alle rummene, så han kunne bevæge sig frit og pege videokameraets linse i enhver retning, han måtte ønske. På samme måde, som hvis filmen havde været en registrering af virkelige hændelser, forklarer Jonathan Demme.
”Vi måtte løbende forholde os til, hvad der skete. End ikke skuespillerne vidste, hvordan indstillingen så ud, for vi vidste det heller ikke. Der var ikke én planlagt kameraindstilling. Og jeg er overbevist om, at vi ikke kunne have tilrettelagt dem bedre end, hvad Declan skabte i øjeblikket.”

Den håndholdte stil viste sig at komplementere filmens historie, på samme måde som brugen af billige videokameraer passede perfekt til stemningen i Thomas Vinterbergs dogmesensation ”Festen” fra 1998 – som Demme altså også har nærstuderet.
”Jeg elsker dogmefilmene, og jeg ved, hvor svært det ville være for os under disse omstændigheder at forblive kyske gennem hele indspilningen. Men vi havde meget sjov ud af at prøve at være så "dogme" som muligt … og det var FANTASTISK!” småjubler en synligt glad Jonathan Demme.


BONUS:
Jonathan Demme og musikken
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

”Jeg er barn af radiogenerationerne," siger Jonathan Demme, der altid har haft pulsen på tidens toneklang: hør blot de vidtfavnende lydspor til film som "Vild og blodig" (Something Wild, 1986) og "Gift med mafiaen" (Married to the Mob, 1988).
"Min første kilde til underholdning var den musik, jeg hørte i radioen, før vi fik fjernsyn. Jeg forelskede mig vildt og voldsomt i musik som lille dreng, og da tv kom, blev jeg også vild med dét,” fortæller Demme.

Som filmmager fandt han et medium, hvor han kunne parre sine to store lidenskaber. Musikken i "Rachel Getting Married" udgør da også næsten en karakter i sig selv.
”Jeg har altid gerne villet lave en film, hvor musikken opstod i øjeblikket. Denne historie gav mig den perfekte lejlighed til at prøve eksperimentet, for eftersom Sidney er musiker, vil mange af hans venner også være kreative mennesker – selv brudens far er i musikbranchen. Så det vil være helt normalt, at der færdes mange musikere i huset, og at der ligger instrumenter og flyder rundt omkring.”

Til sin portrætfilm om fhv. præsident Jimmy Carter, "Man from Plains" (2007), fandt Demme en gruppe mellemøstlige musikere, der havde base i New York. De samme musikere slap han fri på settet, da kameraet rullede på ”Rachel Getting Married”.

”Vores violinist er palæstinenser, vores trompetist er fra Irak, og en af sangerne er egypter. Vi opfordrede dem til at spille, imens skuespillerne var på. Somme tider sad de i rummet ved siden af, andre gange sad de udenfor med deres instrumenter og jammede. Og lige så stille begyndte et partitur at vokse frem.”


BONUSINTERVIEW:
Anne Hathaway om "Rachel Getting Married" 
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

"Jonathan [Demme] and I had spent a year talking about the character and the film. Every few weeks or so, we would just get on the phone and catch up and see where the other person was at, if we’d had any realizations or been inspired by something, or read a book that had anything to do with it, or heard an album."

"I was particularly protected in this movie, because I was acting with professional theatre actors who are used to blocking out a thousand people and having intimate moments in front of people watching and coughing, and cell phones going off … And I got to be around that level of focus and professionalism. And I’m a trained theatre actress, but I don’t do a lot of theatre, unfortunately. But I was able to kind of get back to my training, in that sense. But I prefer it, to be honest. I prefer this style of filmmaking. It’s spontaneous, and it’s chaotic, but it’s really focused, purposeful chaos."

"We’re far more complex than movies usually let us be. Life is so short. And we have so much potential. And we don’t give each other enough credit. The thing I love about this movie is, I think it really highlights the fact that there are heroes walking around in this world that are totally unacknowledged, and that you would never think of them as heroic, but I think Kym is one of them."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar